Corona fik Mette til at strikke: - Jeg er blevet fuldstændig bidt af det

Coronaens mange benspænd har fået folk til at prøve nye ting af. Mette Thorsted er en af mange, der har fundet ro i at begynde at strikke.

Mette Thorsted strikker nu hver eneste dag.
Mette Thorsted strikker nu hver eneste dag.
Foto: Gerner Film

Mette Thorsted fra Holstebro er blandt dem, der har mærket konsekvens af coronapandemien - på den positive måde vel at mærke. 

Med endnu mere tid derhjemme satte hun sig for at lære at strikke.

- Jeg er blevet fuldstændig bidt af det, lyder det fra hende i den gule strikkestol, hvor hun ynder at dyrke sin nye hobby.

Egentlig har Mette Thorsted altid gerne ville lære at strikke, men tålmodighed har det knebet med, fordi hun hidtil ikke har været så god til at sidde stille uden at lave et eller andet samtidig med.

Det er der ændret på, og nu strikker Mette Thorsted hver eneste dag.

- Lige pludselig er der bare gået to timer. Så har jeg bare ikke lavet andet end at strikke.

Mette Thorsted i den gule strikkestol, som hun kalder den.
Mette Thorsted i den gule strikkestol, som hun kalder den.
Foto: Gerner Film

En svær start

Hun erkender dog samtidig, at indlæringen ikke har været helt uden udfordringer.

- Jeg har måtte trevle det op mange gange og starte forfra, fordi jeg har målt forkert op.

Men i dag høster Mette Thorsted frugten af, at hun ikke bare gav op. Hun fremhæver især ro, som en af de mange kvaliteter strikning har bibragt hende. Og der er mere godt at fortælle om, når det gælder garn, masker og pinde.

- Det er langsomt, og det er noget, man kan gøre sammen med familien, mens jeg ser fjernsyn, eller mine børn sidder ved siden af. Jeg kan også strikke, mens min mand kører. Det er noget kreativt, man nemt kan have med, påpeger Mette Thorsted.

Et af Mette Thorsteds første produkter.
Et af Mette Thorsteds første produkter.
Foto: Gerner Film

YouTube som læremester

Selv om hun regner med at få mere travlt på den anden side af coronaen, så er strikning kommet for at blive.

- Det skal jeg nok finde tid til, forsikrer Mette Thorsted.

Og for at det kan lade sig gøre, må noget andet vige pladsen i kalenderen.

- Jeg tænker ikke, jeg kommer til at være helt så social, som jeg har været før. Jeg har fundet ud af, at alle de ting, man siger ja til, det behøver man slet ikke. Jeg tror, coronaen har lært mig at tænke lidt over, hvad jeg siger ja til. Om jeg siger ja, fordi jeg har lyst.

Strikning er nemt at have med overalt. Selv i bilen.
Strikning er nemt at have med overalt. Selv i bilen.
Foto: Gerner Film

Skulle nogen have fået lyst til selv at prøve, så er det ganske enkelt at komme i gang.

- Køb en opskrift, køb noget garn og gå på YouTube. Så skal du nok lære det, lyder det fra den nyklækkede strikker, som selv bare kastede sig ud i det.

Mette Thorsted mener, man bør gå i gang med at strikke noget, man selv synes, der kunne være spændende at strikke. Selv lagde hun ud med en slipover som første projekt.

TV MIDTVEST søger kreative midt- og vestjyder

Er du også blevet bidt af strik, hækling, broderi, syning eller noget helt femte? Så vil vi gerne høre fra dig til et kommende tema om kreative sysler i en coronatid på TV MIDTVEST. Skriv til risa@tvmidtvest.dk, hvis du kunne ske at være den kreative sjæl, vi leder efter.

9:05
Her kan du se mere om strikning, som er blevet populær under corona-pandemien.