Beskytter heden: Danmarks første kvindelige fårehyrde nomineret til stor miljøpris

Når Berit Kiilerich vandrer henover heden med sine får, så beskytter hun naturen.

Berit Kiilerich købte som 14-årig sit første får for sine konfirmationspenge. Nu har hun over 1000.
Berit Kiilerich købte som 14-årig sit første får for sine konfirmationspenge. Nu har hun over 1000.
Foto: Rigmor Sams, TV MIDTVEST

Det ser idyllisk og enkelt ud, når fårehyrderne vandrer med deres får på heden, men det har stor betydning for naturen i området, og det har vakt opsigt.

Nordisk Kulturlandskabsforbund har indstillet Berit Kiilerich  fra Lystbækgaard nær Ulfborg og fårehyrderne til Nordisk Råds Miljøpris

Hendes metode er ellers ganske enkel. Hyrden vandrer ud over heden med fåreflokken, og med sine hunde styrer hun, præcist hvor fårene skal græsse.

Det betyder, at sjældne planter som orkideer, ulvefod og guldblomme beskyttes, mens gyvel og blåtop spises, så de ikke breder sig og overtager heden. Fårene øger dermed biodiversiteten på heden.

- De er i stand til at forvalte heden på en moderne måde. Det er et helt koncept, de har omkring heden, hyrderne og alle de produkter, der kommer fra heden, som skind, horn og uld, forklarer biolog Anna Bodil Hald fra Nordisk Kulturlandskabsforbund.

Fårene hjælper med at holde heden fri fra at blive tilgroet med træer og buske.
Fårene hjælper med at holde heden fri fra at blive tilgroet med træer og buske.
Foto: Rigmor Sams, TV MIDTVEST

Købte sit første får for konfirmationspengene

Berit Kiilerich kommer fra Vendsyssel, og allerede som 14-årig købte hun for sine konfirmationspenge et får.

Drømmen om at arbejde med får førte hende til England, hvor hun blev uddannet fårehyrde.

For godt 30 år siden kom hun så til Danmark, som den første kvindelige fårehyrde.

I dag har hun 1000 moderfår, og flere kollegaer, der som hende vandrer med fårene på heden.

Berit Kiilerich er overvældet over at være blevet nomineret til den fine pris.

- Da jeg hørte det første gang, troede jeg, det var en fejl. Det er da fantastisk, at der er folk fra Island, Norge og de andre nordiske lande, der holder øje med, hvad vi laver, siger Berit Kiilerich med et beskedent smil.

Nu har Berit Kiilerich fået flere fårehyrde-kolleger, der passer på fårene og heden.
Nu har Berit Kiilerich fået flere fårehyrde-kolleger, der passer på fårene og heden.
Foto: Rigmor Sams, TV MIDTVEST

Den skrøbelige hede

Heden er et kulturlandskab, der er truet af tilgroning.

Træer som pil og birk og store buske som rynket rose og gyvel breder sig og skygger for lyng og alle de andre små planter.

Når hyrden vandrer over heden med sine får, kan hun med hundene styre fårene derhen, hvor der skal græsses og samtidig passe på de områder, hvor der gror sjældne planter, der skal beskyttes.

- Det virker, for det giver mening at have dyr i landskabet. Det giver oplevelser, der kommer produkter ud af det, og det skaber den diversitet, vi mangler, siger Berit Kiilerich.

I alt syv personer er nomineret til miljøprisen. Den 27. oktober afgøres det, hvem der vinder prisen. Nordisk råd er et parlamentarisk samarbejde mellem de nordiske lande, og de uddeler hvert år priser indenfor både litteratur, børne- og ungdomslitteratur, film,  musik  og miljø.

Opdatering

Opdatering den 28. oktober klokken 08.20:

Det blev Jens Kjeld-Kjeld Jensen, der modtog Nordisk Råds miljøpris 2020 for sit arbejde med at studere og formidle udviklingen af biodiversiteten på Færøerne. I motiveringen lyder det blandt andet, at han er et forbiddeligt eksempel på, hvor meget en ægte ildsjæl kan udrette.

     

    24:49
    Fårehyrde Berit Kiilerich nomineret til Nordisk Råds Miljøpris. Det afgøres 27. oktober om hun får den. Hun er normineret med udgangspunkt i hendes arbejde med får på heden.