Alvorlig ulykke i morgentrafikken

Ladbil skred ud i det glatte føre og ramte modkørende personbil. En person er i livsfare efter sammenstødet.

nyulykke.jpg

Hovedvejen mellem Herning og Skive var torsdag morgen spærret i begge retninger på grund af en alvorlig trafikulykke.

Ulykken skete syd for Haderup klokken 06.55, da en ladbil kom over i modsatte kørebane og ramte en personbil.

Føreren af personbilen blev ifølge politiet livsfarligt kvæstet og blev i lægehelikopter fløjet til Aarhus, mens tre personer fra ladbilen - en 27-årig mand og hans to sønner på tre og fem år - blev kørt til sygehuset i Herning. De skulle ikke være kommet alvorligt til skade.

Politiets vagtchef oplyser, at det formentlig var det glatte føre, der var årsag til ulykken.

Klokken kvart over otte var der ryddet så meget op på ulykkesstedet, at den ene vejbane blev åbnet. Politiet er på stedet og dirigerer trafikken, så man kan passere fra begge retninger.

Ulykken skal nu undersøges af en bilinspektør.

Det glatte føre var også skyld i et mindre uheld på Herningmotorvejen ved afkørslen til Arnborg. Her skete der ingen personskade.