- Vi er blevet mere opmærksomme på, at humor er stærk kommunikation, mener forsker

Dagens dom over vittigheder kan være et billede på, at samfundet i dag er mere opmærksom på humorens kraft, mener humorforsker.

Humorforsker, Martin Führ
Foto: Privatfoto/Grafik: Rigmor Sams, TV MIDVEST / Redigering: Lærke Nord, TV MIDTVEST

"Det er jo bare for sjov" - sådan ender din joke måske, hvis modtageren rynker på næsen. 

Men er vittigheder om blondiner, aarhusianere, jøder eller sorte i orden? Hvor går grænsen for ytringsfrihed og satire egentlig? 

Det er nogle af af de spørgsmål, som en dommer i Retten i Holstebro i dag har taget stilling til. Her blev en 28-årig mand idømt fængsel for at skrive racistiske jokes på en hjemmeside. 

- Dommen er et udtryk for, at man er blevet meget opmærksom på, at humor er et meget kraftigt kommunikativt redskab, siger Martin Führ. 

Han er psykolog, forsker i humor og tidligere tilknyttet Aalborg Universitet, og han mener, at onsdagens dom i Holstebro kan være med til at genstarte en debat om, hvor grænsen for ytringsfrihed går.

- Jeg tror ikke, det vil få betydning for, hvordan vi ytrer os i privaten. Men de folk, der ytrer sig offentligt, vil tænke sig om en ekstra gang, når de nu ved, at det vil have retslige konsekvenser, siger Martin Führ. 

- Men jeg kunne godt forestille mig, at det her igen vil udløse en offentlig debat om ytringsfriheden, og hvor grænsen skal være, tilføjer han. 

Racistiske jokes er aktuelle igen 

Humorforskeren Martin Führ ser også en anden grund til, at hjemmesiderne, som har eksisteret siden 2015, nu er endt i en retssag.

Konflikter mellem lande og befolkningsgrupper er med til at gøre debatten om racisme og udtalelser aktuel igen. 

- En af sideaspekterne ved de her jokes er, at de forholder sig til noget, der i øjeblikket er aktuelt, som eksempelvis situationen i Mellemøsten. Det er i øjeblikket svært at udtale sig negativt om det, israelerne gør – og derfor kommer der fokus på jøder i jokes. Det er et eksempel på en måde at pakke et budskab om et ømtåligt emne ind, forklarer Martin Führ.

- Så må vi som samfund tage stilling til, om det er legitimt at spøge med noget, der er vigtigt for andre mennesker som for eksempel religion eller en bestemt måde at leve på.