Det startede som en iværksætterdrøm – nu er Azad dømt for racisme

Forsvareren kalder det bekymrende, at en 28-årig nu har fået en betinget fængselsdom for at have delt racistiske vittigheder. Den dømte selv føler sig uretfærdigt behandlet.

Azad Sadon Fadil Habib
Foto: Selma Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Det var en uforstående og skuffet Azad Habib, der onsdag ved middagstid forlod Retten i Holstebro.

Her blev han idømt syv dages betinget fængsel for at overtræde straffelovens §266b – bedre kendt som racismeparagraffen. Han havde ellers nægtet sig skyldig og ankede derfor dommen med krav om frifindelse med det samme.

- Jeg accepterer det absolut ikke. Jeg kæmper til det sidste, for det har ikke noget med racisme at gøre. Det er to forskellige ting, siger han til TV MIDTVEST lige efter dagens retsmøde.

Han er dømt for at have ejet, drevet og administreret to hjemmesider, hvor han fremsatte udsagn i form af vittigheder, der var hånende eller nedværdigende over for visse befolkningsgrupper baseret på race, hudfarve, etnisk oprindelse eller tro.

I de mere end 100 eksempler, der indgår i anklageskriftet, er det særligt jøder og folk med afrikansk oprindelse, udsagnene er rettet mod.

- Jeg vil aldrig fortryde det. Jeg har altid set comedy som noget, man kan have det sjovt med, siger 28-årige Azad Habib.

0:28

Har selv følt sig udsat for racisme

Han startede den første hjemmeside for otte-ni år siden med drømmen om at være selvstændig og blive sin egen chef, forklarede han onsdag i retten.

Han var selv optaget af comedy og tænkte derfor, at jokes skulle være omdrejningspunktet. Og så købte han sig adgang til en software, der kunne hjælpe med at udpege emner og temaer, der kunne skaffe ham flest muligt besøgende.

- Jeg har ikke haft nogen overvejelser, i forhold til hvilke jokes det er. De er udelukkende valgt ud fra, hvad softwareprogrammet fortæller, der bliver søgt på, lød det fra Azad Habib fra vidneskranken i retssal G.

På hans hjemmeside er der 38 forskellige kategorier af jokes, som blandt andet omfatter blondine-jokes og far-jokes. Men altså også jokes, der er rettet mod eksempelvis jøder og personer med afrikansk oprindelse.

Og netop de to sidstnævnte kategorier var dem, anklagemyndigheden valgte at fokusere på i retssagen.

- Det er vittigheder, der har klokkeklare referencer til 2. verdenskrig og holocaust. Og det er så groft, at det er en overtrædelse af §266b, sagde specialanklager Ulrik Panduro i retssalen.

Men 28-årige Azad Habib er helt uenig og var 95 procent sikker på, at han ville blive frifundet ved domstolen.

- Jeg føler mig uretfærdigt behandlet. I sidste ende handler det ikke kun om min sag. Der er megamange, der er bange for, at de ender i det her nu, sagde han lige, da dommen var blevet afsagt.

I retten fortalte Azad Habib, at han selv har været udsat for racistisk opførsel på grund af sine irakiske rødder.

- De første to år, jeg havde kørekort, blev jeg stoppet af politiet 10 gange uden grund. En af gangene spurgte betjenten mig, hvornår jeg sidst havde røget hash. Han spurgte ikke, om jeg havde, men hvornår jeg havde, sagde den 28-årige i retten.

Forsvarer kalder dom 'bekymrende'

Juraprofessor Frederik Waage har tidligere sagt til Ritzau, at sagen kan ses som et eksempel på, at anklagemyndigheden ”prøver grænser af” i forhold til rækkevidden af straffelovens såkaldte racismeparagraf.

Er det det, I gør i den her sag?

- Ja, det kan man godt sige. Der er noget retspraksis på det her område, men den her sag er speciel, og der går anklagemyndigheden ind og siger, at vi skal prøve at se, om det her er omfattet af straffelovens §266b og det grovhedskriterie, der ligger heri, sagde specialanklager Ulrik Panduro efter retssagen.

Da dommen blev afsagt, lød den på syv dages betinget fængsel, som Azad Habib altså ikke skal afsone, hvis han undlader at begå ny kriminalitet i løbet af det kommende år. 

Der var ikke total enighed blandt dommeren og de to domsmænd om, hvorvidt Azad Habib skulle dømmes i sagen. Kun to ud af tre mente, at han skulle kendes skyldig.

De lagde vægt på grovheden og omfanget af vittighederne, forklarede dommer Rikke Holm Simonsen.

Anklageren understregede, at han er rigtig godt tilfreds med dommen, selvom han havde lagt op til 60 dages ubetinget fængsel.

Den 28-åriges forsvarer Jeppe Ravn Hattens Jensen ville have sin klient frifundet, og han mener, at dommen er ”bekymrende”.

- Jeg er dybt ærgerlig over resultatet og egentlig også lidt bange for, hvor det kan efterlade retstilstanden, hvis man kan dømmes for det, siger han.

Azad Habib blev også dømt til at skulle betale sagens omkostninger. Han får ikke konfiskeret de to internetdomæner, der var sagens omdrejningspunkt, som anklagemyndigheden ellers gik efter. Det gør han ikke, fordi de ikke har et ulovligt formål, men et ulovligt indhold, lød det fra dommeren.