Vedtaget for fire år siden: Nu åbner den nye omfartsvej ved Haderup

Fredag eftermiddag åbner den længeventede Haderup Omfartsvej, der skal gøre det hurtigere om nemmere at rejse mellem Herning og Skive.

Efter to års vejarbejde på vejene omkring Haderup kan borgere nu se frem til en glidende trafik på nylagt asfalt.
Efter to års vejarbejde på vejene omkring Haderup kan borgere nu se frem til en glidende trafik på nylagt asfalt.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Den har været længe ventet. Faktisk i fire år, men nu kommer den. Haderup Omfartsvej bliver i dag indviet.

I dag, fredag den 2. oktober, klokken 11 indvier transportminister Benny Engelbrecht Haderup Omfartsvej med et snoreklip. Borgmester i Skive Kommune, Peder Christian Kirkegaard, og borgmester i Herning Kommune, Lars Krarup, vil også deltage i indvielsen og holder taler.

Efter lang tids omkørsel og langsom trafik på Viborgvej lidt uden for Haderup, på grund af vejarbejdet, kan de rejsende nu endelig se frem til en glidende trafik.

Indvielsesarrangementet finder sted ved Vejdirektoratets tilsynsplads ved Haderup Omfartsvej og Viborgvej.

Siden 2016, hvor det blev vedtaget, at Haderup omfartsvej skulle anlægges, har borgere i Haderup set frem til, at omfartsvejen skal tage den tunge trafik væk fra den lille bys hovedgade.

Haderup har i mange år været en flaskehals for de rejsende mellem Skive og Herning. Nu kan man drøne uden om byen med 100 kilometer i timen på den nye omfartsvej, der går fra Viborgvej og hægter sig på Herningvej efter, man har passeret den lille by.
Haderup har i mange år været en flaskehals for de rejsende mellem Skive og Herning. Nu kan man drøne uden om byen med 100 kilometer i timen på den nye omfartsvej, der går fra Viborgvej og hægter sig på Herningvej efter, man har passeret den lille by.
Foto: Vejdirektoratet

Omfartsvejen skal forkorte rejsen

Haderup Omfartsvej vil binde Herning og Skive tættere sammen og gøre det hurtige at komme mellem de to byer. Bilisterne på rute 34 mellem Skive og Herning vil få en rute, som er to kilometer kortere og så kan spare dem for tre minutters kørsel. Den nye omfartsvej vil desuden aflaste Haderup for den tunge gennemkørende trafik, så byen vil opleve mindre trafik og trafikstøj.

Omfartsvejen bliver på 7,5 kilometer. 5,5 kilometer får status af motortrafikvej, og som noget helt nyt får man her lov til at køre 100 kilometer i timen. Oftest er hastigheden på en motortrafikvej sat til 90 kilometer i timen, men politikerne har besluttet som et forsøg at sætte hastigheden op, og det er så op til Vejdirektoratet at sørge for, at det ikke går ud over trafiksikkerheden.

Omfartsvejen har kostet 287 millioner af lægge, og den bliver åbnet for trafik i løbet af eftermiddagen fredag den 2. oktober. 

2:21
Omfartsvejen har været længe undervejs, og folk i byen glæder sig til den mindre støj. De forretningsdrivende i byen har dog en bekymring.