Uopmærksom bilist påkørte cyklist bagfra: 64-årig mand dræbt i ulykke på Skjernvej

En mandlig cyklist fra Vildbjerg er fredag eftermiddag blevet dræbt i en ulykke på Skjernvej ved Ørnhøj. En 75-årig lokal mand påkørte ham bagfra.

Cyklisten, der fredag eftermiddag blev påkørt på Skjernvej ved Ørnhøj mellem Holstebro og Skjern, er afgået ved døden. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.  

Ulkken skete kort efter klokken 15, hvor en 75-årig mand fra lokalområdet kom kørende i sydgående retning og på grund af uopmærksomhed påkørte manden, der cyklede i samme retning.

- Bilisten ville slukke sin GPS, der lå i midter-konsollen af bilen, og der bliver han så uopmærksom og trækker ud over striberne mod højre og rammer den 64-årige mand bagfra, forklarer vagtchef Jens Claumarch.

Erklæret død på ulykkesstedet

quoteBilisten ville slukke sin GPS, der lå i midter-konsollen af bilen, og der bliver han så uopmærksom og trækker ud over striberne mod højre og rammer den 64-årige mand bagfra

Jens Claumarch, vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi 

En lægehelikopter landede kort tid efter ulykken på Skjernvej, og der blev forsøgt hjerte-lunge-redning på stedet. Men akutlægen kunne hurtigt konstatere, at mandens liv ikke stod til at redde.

Politiet arbejdede i flere timer på ulykkesstedet ved Ørnhøj, hvor en cyklist fredag eftermiddag blev dræbt i en ulykke. 
Politiet arbejdede i flere timer på ulykkesstedet ved Ørnhøj, hvor en cyklist fredag eftermiddag blev dræbt i en ulykke. 
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Skjernvej var på grund af ulykken spærret for trafik i begge retninger lige syd for krydset ved Hovedgaden og Trehøjevej i Ørnhøj. Politiets bilinspektør har lavet undersøgelser på ulykkesstedet, der nu skal fastslå præcis, hvad der er sket.

Ifølge politiet kan den 75-årige bilist formentlig se frem til en sigtelse for uagtsom manddrab.

De pårørende til den 64-årige cyklist er underrettet.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.