Terrorsagen: Kvinde fra Gullestrup fremstilles ikke i grundlovsforhør

Artiklen opdateres

Politiet har ransaget ejendommen her ved Lyngens Kvarter i Gullestrup.
Politiet har ransaget ejendommen her ved Lyngens Kvarter i Gullestrup.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Kvinden, hvis lejlighed i Gullestrup, der onsdag blev ransaget i forbindelse med en landsdækkende terroraktion, er ikke blandt de 8 personer, der i torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Byretten i København.

Dermed har anklagemyndigheden ikke forsøgt at få kvinden varetægtsfængslet. Selvom kvindes lejlighed blev ransaget, vides det endnu ikke, om kvinden var blandt de 20 personer, der blev anholdt under aktionen onsdag, ligesom det heller ikke vides, om kvinden sigtes i sagen.

To kvinder og seks mænd er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Byretten i København. Det sker efter at politiet onsdag ransagede 20 adresser landet over.

Under ransagningerne blev 20 personer anholdt, og det er otte af disse personer, der i dag er blevet fremstillet i grundlovsforhør. 

De otte personer er sigtet efter straffelovens § 114, der er kendt som terrorparagraffen.

Fem af de fremstillede er sigtede for at have forsøgt at skaffe pistoler, lyddæmpere og ammunition. Det drejer sig om fire mænd og en enkelt kvinde.

De resterende tre er sigtede for at have til hensigt at producere og anvende sprængstof. Her er der tale om en kvinde og to mænd.

3:07
Se onsdagens dækning af terrorsagen.