Sønderjyske slår Herning i isduel om andenplads

Sønderjyske hoppede forbi Herning i tabellen med en 3-0-sejr.

Hjemme på egen is i Vojens vandt Sønderjyske med 3-0 over Herning Blue Fox i en direkte duel om andenpladsen.
Hjemme på egen is i Vojens vandt Sønderjyske med 3-0 over Herning Blue Fox i en direkte duel om andenpladsen.
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Sønderjyske er nyt hold på andenpladsen i Danmarks bedste ishockeyrække, Metal Ligaen.

Hjemme på egen is i Vojens vandt Sønderjyske med 3-0 over Herning Blue Fox i en direkte duel om andenpladsen. Som følge af sejren er der nu tre point mellem holdene, der begge har seks grundspilskampe tilbage.

Andenpladsen kan vise sig at være vigtig, da den giver hjemmebanefordel i en eventuelt syvende kamp i slutspillets kvartfinaler og semifinaler. Den kan også gøre det i finaleserien, hvis grundspilsvinderen ikke kvalificerer sig.

Amerikaneren Mike Little åbnede målscoringen i slutningen af anden periode. Med yderligere to mål i løbet af de første knap otte minutter af anden periode blev kampen lukket. Målene blev scoret af henholdsvis rutinerede Steffen Frank og amerikanske Philip Lane.

I Aalborg var der dømt top mod bund, da Odense Bulldogs var på besøg, og helt som ventet endte opgøret med en sikker hjemmesejr. De nordjyske ispirater vandt med de overbevisende cifre 6-0.

2:13
Se også dette indslag: På banen har de altid været rivaler. Herning Blue Fox og Sønderjyske. Men udenfor isen er der et særligt sammenhold på tværs af holdenes fans.

Lidt længere mod nord blev det også til en overbevisende hjemmesejr, da Frederikshavn White Hawks havde besøg af Esbjerg Energy. Frederikshavn vandt 5-2 og er fortsat nummer fire i rækken, mens esbjergenserne ligger nummer seks.

Rungsteds spillere kunne tage tre point med fra den korte tur til Herlev, hvor det blev til en 3-2-sejr til de forsvarende danmarksmestre.

Med seks spillerunder tilbage af grundspillet for de fleste af rækkens hold, kan der snart falde flere brikker på plads.

Aalborg vinder grundspillet, hvis Sønderjyske smider point, eller hvis nordjyderne selv vinder en kamp mere.

Rødovre skal blot have uafgjort i den ordinære spilletid i bundbraget mod Odense på fredag for at sikre den sidste slutspilsplads på fynboernes bekostning.

/ritzau/