Skade kan holde herningenser ude af NHL i seks uger

Columbus Blue Jackets må undvære sin danske topscorer i op til seks uger, oplyser NHL-klubbens manager.

Oliver Bjorkstrand spiller med nummer 28 for Columbus Blue Jackets.
Oliver Bjorkstrand spiller med nummer 28 for Columbus Blue Jackets.
Foto: Russell Labounty/Usa Today Sports/Ritzau Scanpix

Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand risikerer at gå glip af de næste fire-seks uger af NHL-sæsonen som følge af en skade, han pådrog sig lørdag, da hans hold, Columbus Blue Jackets, slog New Jersey Devils 5-1.

Det oplyser Jarmo Kekäläinen, der er general manager for Columbus Blue Jackets, søndag. Årsagen til Bjorkstrands pause er et trykket ribben.

Som afløser for danskeren henter Blue Jackets Nathan Gerbe fra Cleveland Monsters, der spiller i ligaen under NHL, American Hockey League.

Skaden kommer på et tidspunkt, hvor Bjorkstrand og Blue Jackets er inde i en stærk periode.

Danskeren scorede således to mål i sejren over New Jersey Devils, og han deler førstepladsen som klubbens mest scorende spiller i denne sæson med indtil videre 12 mål.

Det var den fjerde sejr i træk for Blue Jackets og den syvende kamp i streg, hvor holdet har fået point.

Klubbens næste kamp er mandag på udebane mod New York Islanders.