Sjældne fugle trækker ornitologer fra hele landet til Herning

Fire kohejrer har fået stjernestatus i Herning. Der er aldrig set mere end en kohejre ad gangen i Danmark, og derfor er det lidt af en fuglesensation blandt ornitologer.

Ejgild Thomasen er taget fra Ringkøbing for at se de fire kohejrer. Foto: Sofie Kyed, TV MIDTVEST

Andre superstjerner end Metallica, Madonna og Stig Rossen har fået øje på Herning.

Fire af de meget sjældne kohejrer er nemlig også landet i kommunen. Det er aldrig sket før, og selvom man har tynde ben og fjer på kroppen, så kan man altså sagtens have mange fans. 

- Jeg havde godt nok sagt til mig selv, at jeg aldrig ville køre til Jylland for at se en kohejre, siger Klaus Malling Olsen, der er ornitolog i København.

Flere ornitologer og fugleinteresserede tog opstilling nær de fire hvide fugle. Foto: Sofie Kyed, TV MIDTVEST

En fugl fra syden

Det er faktisk lidt af en sensation, at fire kohejrer har fundet vej til Herning.

Læs også Fuglesensation ved Herning: Aldrig set før i Danmark

Kohejren er nemlig en fugl, der oftest holder til i de mere sydlige egne - eksempelvis på ryggen af en elefant i Afrika. 

- En flok på fire. Det er aldrig nogensinde set i Skandinavien før, og det er jo rimelig vildt, siger Klaus Malling Olsen, der er ornitolog i København.

De fire fugle har trukket flere til Herning i dag. Fotografer og fugleinteresserede har dagen igennem stillet op tæt ved kohejrene for at tage billeder og observere.

- Det er noget man godt vil bevæge sig lidt efter at se, siger Ejgild Thomasen, der er taget fra Ringkøbing til Herning for at se de fire kohejre.

Kohejrene har holdt til i Herning både i går og i dag. Måske bliver de her lidt endnu, for ifølge ornitologerne er det en fugl, der lige nu har tendens til at brede sig mod nord.

Privatfoto. Foto: Johannes Døhr

Privatfoto. Foto: Johannes Døhr

Privatfoto. Foto: Karl Erik Kristensen

Der er aldrig spottet flere kohejrer på samme tid i Danmark. Foto: Privatfoto: Carsten Gørges Laursen

01:25

Se indslag: Fire af de meget sjældne fugle, ko-hejrer har slået sig ned nord for Herning.

Luk video

Hvis du vil prøve at få et glimt af de fire stjerner, så skal du køre mod Sahlholdtvej i det nordlige Herning.