Politiet massivt til stede i Herning efter slagsmål med køllelignende våben

Et stort område i Herning var onsdag eftermiddag afspærret, mens politiet ledte efter spor i en sag om et overfald.

Ifølge et tweet fra Midt- og Vestjyllands Politis twitterprofil var der tale om en mand, der blev slået med bat eller køller. Desuden blev han stukket flere gange i ryggen med kniv.

Tre personer i mørkt tøj blev set løbe fra gerningsstedet i nordlig retning af Gullestrupvej.

TV MIDTVESTs reporter på stedet fortæller, at politiet blandt andet leder efter spor med hunde.

Episoden skete omkring klokken 14:30 omkring Gl. Landevej og Gullestrupvej, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

- Et vidne fortæller, at der blev brugt et slagvåben, der lignede en kølle eller et bat, forklarer vagtchefen.

Han fortæller, at de ikke har anholdt nogen gerningsmand og heller ikke ved med sikkerhed, om der en eller flere. De har fat i den forurettede part, som ifølge politiet ikke er kommet alvorligt til skade.

- Hvis der er vidner, der har set noget tumult dernede, så vil vi gerne høre fra dem, siger Ole Vanghøj.

Han forklarer, at politiet også er interesserede i at høre fra folk, der har set nogen løbe i nærheden af stedet. Eventuelt i nordlig retning ud ad Gullestrupvej.

Politi2
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.