Politiet efterforsker et-årig piges død

Herning kommune oplyser, at pigen døde på Aarhus universitetshospital Skejby efter ophold i gæstedagpleje.

Den et-årige pige afgik ved døden, mens hun var indlagt på Århus Universitetshospital. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En et-årig pige mistede livet natten til fredag. Hun var blevet indlagt på Århus Universitetshospital, efter at hun havde været i gæstedagpleje ved en dagplejer i Herning Kommune.

Det oplyser Herning Folkeblad. 

TV MIDTVEST har talt med Jørn Thomsen, leder i Center for børn og læring, Herning Kommune. Han siger:

- Lige nu går tankerne til de pårørende. Det er en dybt ulykkelig og tragisk sag. I går brugte vi dagen på at undersøge og vende hver en sten for at se, hvad der er sket i den tid, hvor barnet har været i vores varetægt.

En gæstedagplejer er anden kommunal dagplejer, der har en ledig plads

Jørn Thomsen, der er leder af administration og pædagogik i Center for børn og læring, Herning Kommune.

Pigens dagplejer var på ferie, og derfor var hun placeret ved en gæstedagplejer. Det er anden kommunal dagplejer, der har en ledig plads, oplyser Jørn Thomsen fra Herning Kommune. Han understreger, at det er helt almindelig kutyme.

Midt- og Vestjyllands bekræfter, at den et-årige pige er død inden for det seneste døgn, men kan ikke sige mere om sagen.

- Sagen ligger nu ved Central Efterforskning, så jeg kan ikke sige mere, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Brev til forældre i Herning

Ifølge Herning Folkeblad er der blevet sendt en mail til andre dagplejere og forældre i det berørte område.

Heri skriver Kommunen, at ”Et barn, der torsdag var i gæstedagpleje (...), er i nat afgået ved døden på Skejby Sygehus”. 

Det har ikke været muligt at få yderligere oplysninger om sagen fra Midt- og Vestjyllands Politi eller Herning Kommune.

Læs også Herning Kommune anklages for lovbrud af Institut for Menneskerettigheder