Knivrøveri i Herning: Politiet jagter tatoveret gerningsmand
Klokken 20.20 tirsdag aften begik en yngre dansk mand røveri mod 7-eleven i Møllegade i Herning. Han slap derfra med et ukendt kontantbeløb.
Klokken 20.20 tirsdag aften gik alarmen hos Midt- og Vestjyllands Politi, meldingen gik på røveri mod 7-eleven på Møllegade i Herning.
- Det er en meget målrettet røver. Undervejs i forløbet stikker han kniven frem mod medarbejderen i 7-eleven, for at vise han mener det alvorligt. Her bemærker medarbejderen, at røveren har blod på hånden og da armen med kviven går frem blotter han underarmen.
- Her observerer medarbejderen, at underarmen er tatoveret helt ned til hånden. Det håber vi kan hjælpe os til at finde ham, forklarer vagtchef hos Midt- og Vestjylland Politi Jens Claumarch til TV MIDTVEST.
Røveren løb efter at have truet sig til et kontantbeløb i retning af Bravo Tours og Fitness World på Møllegade.
Har du informationer i sagen, der kan hjælpe Politiet kan ordensmagten kontaktes på telefon 114.