Ingvar Cronhammar er død

Billedhuggeren og skaberen af kunstværket Elia i Herning blev 73 år.

Ingvar Cronhammar blev slået til Ridder af Dannebrog i 2007, hvilket gjorde ham meget stolt.
Ingvar Cronhammar blev slået til Ridder af Dannebrog i 2007, hvilket gjorde ham meget stolt.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Kunstneren Ingvar Cronhammar er død tidligt torsdag morgen. Han blev 73 år.

Han døde af en blodprop i hjertet, skriver Herning Folkeblad.

Landets måske mest berømte billedhugger kom til Danmark fra Sverige i 1965, og betegnede sig selv som 'politisk flygtning'. Han brød sig ikke om de mange regler i hjemlandet, hvor han blev født i Hässleholm 17. december 1947.

Cronhammar blev uddannet billedhugger fra Aarhus Kunstakademi i perioden 1968-1971, men det kunstneriske gennembrud kom først i 1988 med værket The Gate.

Manden bag Hernings Vartegn

Siden 1971 har han boet i Midtjylland omkring Herning, som også er hjemsted for et af hans bedst kendte værker. Det 60 meter brede Elia i Birk ved Herning.

Elia

Den enorme stålkuppel fra 2001 med fire stålsøjler rejser sig i 32 meters højde, og skulpturen spyr ild på tilfældige tidspunkter.

For nylig har skulpturen, der er blevet et vartegn for Herning, været genstand for en del omtale, da en reparatør omkom i en arbejdsulykke. 

Det er det tredje dødsfald med relation til det markante værk, og selvom skulpturen ikke direkte har været årsagen til nogle af dødsfaldene, tog de alle hårdt på skaberen.

24:06
TV MIDTVEST fulgte tilblivelsen af Elia, der stod klar i 2001.

Ingvar Cronhammar er gennem tiden blevet hædret med en lang række priser, blandt andet Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen, og han har modtaget statens livsvarige ydelse. I 2007 blev han ridder af Dannebrog.

Han efterlader sig hustruen Inger, deres tre børn og syv børnebørn.

I 2020 medvirkede Ingvar Cronhammar i et program på TV MIDTVEST om bogen Med Gud i den ene hånd og tvivlen i den en anden – Et roadtrip med Ingvar Cronhammar, der netop var udkommet.

Samarbejdet mellem forfatter Kirsten Jacobsen og billedkunstner Ingvar Cronhammar begyndte dog allerede i sommeren 2018. Se eller gense programmet herunder.

19:06