Historie i Herning - afholder europamesterskab i sportsgren med frisbee

600 deltagere fra 44 forskellige hold deltager i disse dage i EM for klubhold i sportsgrenen ultimate.

Det er sådan en her, der er i fokus til EM i Herning i disse dage -en frisbee.
Det er sådan en her, der er i fokus til EM i Herning i disse dage -en frisbee.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Herning er i disse dage værter for et europamesterskab for klubhold. Europamesterskabet foregår i en sportsgren, som det muligvis ikke er alle, der kender.

Sporten hedder ultimate. Der spilles med en frisbee, og så gælder det ellers om for spillerne at få frisbeen ned i modstanderens endzone.

Men selvom mange formentlig forbinder en frisbee med en solrig dag ved stranden, er det grave alvor, når der spilles i Sportcenter Herning.

- Når man er inde på banen, tænker man ikke på andet end den disk der. Man skal hele tiden give sig 100 procent, og hvis man ikke giver sig, så laver man ingenting, fortæller Peter Gonge. Han er anfører for holdet Aarhus Ultimate, der deltager ved europamesterskaberne.

Han beskriver sportsgrenen som en blanding af flere forskellige.

Meget af det stammer fra amerikansk fodbold. Det er delen med at få frisbeen fra den ene ende til den anden. Derudover er der også elementer fra basketball, hvor man løber meget og ikke må takle hinanden.

Der er i alt 600 deltagere med til EM i Herning fordelt på 44 forskellige hold. De kommer fra det meste af Europa.

Historie i Herning

At der fra den 30. januar til den 2. februar afholdes EM for klubhold i indendørs ultimate, European Ultimate Indoor Club Championships, er lidt af en historisk begivenhed.

Det kan nemlig ikke fastlægges, om der tidligere har været afholdt noget helt så konkret, som europamesterskabet er.

- Der har måske eksisteret noget tilbage i 1980’erne, men det er ikke noget, der har haft kontinueritet frem til i dag. Så nu er det første gang, siger Matthias Zaccarin, der er turneringsdirektør for EM i ultimate for klubhold.

Selvom europamesterskaberne for klubhold slutter søndag, skal fans af ultimate ikke vente længe, før sportsgrenen igen kan ses i Herning.

Fra 28. januar til 31.januar 2021 er der indendørs EM for landshold samme sted.

2:07
Lige nu er Herning fyldt med folk fra hele Europa, der elsker at spille med frisbee. Ultimate hedder sporten.