Kræften tog hendes hånd – nu kæmper Lisa Gjessing for OL-guld til Danmark

Lisa Kjær Gjessing kæmper lige nu hårdt for at komme til sommerens para-OL i Tokyo. Og målet er klart; hun vil vinde guld.

Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Mere om Lise Kjær Gjessing

  • Gift med den tidligere professionelle håndboldspiller Kristian Gjessing.
  • 41 år.
  • Opvokset i Skjern.
  • Mor til Kajsa og Frida på 10 og 13 år.
  • Uddannet jurist.
  • Arbejder som juridisk konsulent ved Sydøstjyllands Politi.
  • Vandt første DM i taekwondo som almindelig senior damekæmper i november 2012.
  • Blev i juni 2013 verdens bedste para-taekwondokæmper.
Se mere

Lisa Kjær Gjessing fra Skjern er en af Danmarks bedste para-atleter. Flere gange om ugen træner hun taekwondo i Team Danmarks Center i Århus. Hun er nemlig fast besluttet på at skulle repræsentere Danmark til para-OL i Tokyo til sommer. Og hun har faktisk en stor chance for at tage en guldmedalje med hjem til Danmark. Hun har nemlig vundet EM fire gange og VM fire gange.

Men den 41-årige vestjyde har ikke altid været para-atlet. For godt 12 år siden mærkede hun for første gang en lille cyste i venstre håndled.

- Det var der, jeg blev gift med Kristian. Jeg var fokuseret på, at jeg skulle stå i brudekjole og se smuk ud, så jeg ville træne med at tage armbøjninger. Men det gjorde ondt, når jeg skulle tage armbøjninger, forklarer Lisa Kjær Gjessing.

Der var kræft i hånden, og den ville ikke gå væk. Så i 2012 valgte lægerne at fjerne Lisa Kjær Gjessings venstre hånd og en del af underarmen.

- I starten fyldte operationen og det at være handicappet rigtig meget. Men i 2012 var der OL og PL i London, og det var rigtig stort det år, og jeg blev sindssyg inspireret af at se atleterne, som kunne alt muligt, som jeg ikke kunne. Der var noget, der var større end deres eget handicap, siger Lise Kjær Gjessing.

Lisa Kjær Gjessing træner i Århus. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Helt nede i bunden af bakken

Som ung dyrkede Lisa Gjessing taekwondo i Skjern, og efter at være blevet inspireret af atleterne til para-OL genoptog hun den sportsgren.

- Jeg havde været ude af sporten i otte år, fået to børn og fået bortopereret den ene hånd og halvdelen af underarmen, så det var rimelig meget op ad bakke. Jeg kunne faktisk ikke være længere nede i bunden af bakken for at komme i form, husker Lisa Kjær Gjessing.

Men lynhurtigt begyndte hun at vinde sine kampe, og i dag kæmper hun hele tiden mod modstandere, der er 15 år yngre end hende selv. Lige nu er hun på nippet til at blive udtaget til para-OL, og hun har ikke tabt en eneste kamp i sin klasse i flere år.

- Det ville være helt fantastisk at opnå et mål, som man har sat sig for så mange år siden, så jeg kan næsten ikke forudse, hvad det ville betyde, siger Lisa Kjær Gjessing.

Lige nu tyder alt på, at hun får en billet til Tokyo, hvor para-OL starter i begyndelsen af september.

04:28

Lisa Kjær Gjessing mistede sin hånd på grund af kræft. Men hun har kæmpet sig tilbage og er i dag blandt verdens bedste para-taekwondokæmpere. Video: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Luk video