Herningenser missede OL-krav

Det lykkedes ikke Jesper Faurschou at kvalificere sig til OL ved Hamburg Marathon

Jesper Faurschou

Jesper Faurschou fra Herning skulle søndag forsøge at kvalificere sig til OL i Rio til sommer ved Hamburg Marathon.

Men OL-drømmen blev knust. Herningenseren kom i mål som nr. 31 i tiden 2.18.45 timer - over tre minutter for langsomt til at klare OL-kravet på 2.15.15.

- Jeg er træt af det. Jeg var i min bedste form nogensinde. Men det gik godt. Jeg var foran på tid ved 16-18 km, men så gik det ned ad bakke, siger Jesper Faurschou.

Det var der mange årsager til. Der var meget vind på distancen, temposætteren lagde for langsomt ud, og den største årsag skal ifølge Jesper Faurschou findes ved, at nogen havde taget hans væske ved væskedepoterne, og han kunne derfor ikke få det sukker, han havde brug for, og derfor slap kræfterne op.

Den 32-årige løber var med til OL i London for fire år siden, men denne gang må han altså sidde over, for han kan ikke nå at indfri tidskravet før den 24. april, som er deadline for de danske løbere.

Til gengæld lykkedes det Abdi Hakin Ulad at klare OL-kravet ved Hamburg Marathon. Den 24-årige løber med somaliske rødder kom i mål som nr. 11 i tiden 2.14.03 og satte den bedste danske maratontid i mere end to årtier. 

Sejren i Hamburg Marathon gik til etiopieren Tesfaye Abera, der var godt syv minutter hurtigere end Abdi Hakin Ulad.