Herning-Ikast prygler danmarksmestrene i puljefinale

Herning-Ikast bankede Team Esbjerg, mens Viborg fik stryg af Odense Håndbold i lørdagens puljefinaler.

Herning-Ikast overraskede med en sikker sejr i Esbjerg.
Herning-Ikast overraskede med en sikker sejr i Esbjerg.
Foto: John Randeris / Ritzau Scanpix


Herning-Ikast og Odense har de bedste kort på hånden, når der skal spilles semifinaler i kampen om DM-guld i kvindehåndbold.

Med sejre i sidste spillerunde sikrede de to klubber sig lørdag eftermiddag førstepladsen i hver deres slutspilspulje.

Det betyder, at midtjyderne og fynboerne har fordel af hjemmebane, hvis der bliver brug for en tredje semifinalekamp.

Med en tydeligt frustreret Jesper Jensen på sidelinjen måtte Team Esbjerg for anden gang i slutspillet bøje sig for Herning-Ikast, der vandt hele 31-21.

Det er anden gang, midtjyderne giver mestrene bank i slutspillet, og det endte nærmest med klasseforskel i puljefinalen.

Gæsterne førte 13-11 efter første halvleg, som de både startede og sluttede bedst.

Team Esbjerg så ellers ud til at have fundet formlen, da man ændrede 3-5 til 11-7, men holdet scorede ikke en eneste gang i halvlegens sidste ni minutter.

Esbjergenserne havde alvorligt brug for en pause, men de 15 minutter i omklædningsrummet hjalp ingen verdens ting.

Tværtimod fortsatte tendensen i anden halvleg, hvor Herning-Ikast trak længere og længere fra hjemmeholdet.

Sabine Englert storspillede i det midtjyske mål med 16 parader og en redningsprocent på 48.

Jesper Jensen brugte sin sidste timeout med 13 minutter igen og forsøgte uden held at banke lidt selvtillid ind i sine spillere, der var bagud 17-23.

- Det handler om ikke at give op, sagde Jensen, men der var intet at gøre.

Simone Petersen afsluttede målscoringen med gæsternes 31. træffer i slutminuttet.

Med nederlaget kan Team Esbjerg se frem til et semifinalebrag mod den anden store guldfavorit, Odense Håndbold, der vandt den anden pulje.

Odenseanerne besejrede på hjemmebane Viborg med 30-25 efter 17-13 ved pausen.

Landsholdsprofilen Mie Højlund var flyvende for odenseanerne med otte mål på ni forsøg.

I den anden semifinale mødes Herning-Ikast og Viborg. Semifinalerne spilles bedst af tre kampe.