Foreløbig rapport: Derfor hænger sporene frit ved Kibæk

De foreløbige undersøgelser tyder på, at dæmningen ikke var bygget til at modstå de store regnmasser.

Store vandmængder fik dæmningen ved Kibæk til at skylle væk.
Store vandmængder fik dæmningen ved Kibæk til at skylle væk.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

De vandmasser, der fredag skyllede en jernbanedæmning væk ved Kibæk, var så voldsomme, at dæmningen og dens afvandingsanlæg ikke var i stand til at modstå det store pres. 

Nogenlunde sådan lyder én af de delkonklusioner, som Banedanmark er kommet med i en foreløbig rapport, der er sendt til Folketingets transportordførere.

- Afvandingsanlæg på jernbanen er i dag generelt ikke er dimensioneret til at klare hændelser, som den beskrevne i Kibæk, hvor de store regnmængder blev kombineret med et brud på en nærliggende ekstern sødæmning, står der i rapporten. 

Banedanmark har med hjælp fra rådgiverfirmaet COWI undersøgt omstændighederne bag det dæmningsskred, der fredag resulterede i de frit hængende skinner ved Kibæk. 

Sidst på eftermiddagen kørte en lokomotivfører over dæmningen, der på det tidspunkt var ved at erodere. Samme aften lukkede Banedanmark sporet, der lørdag var helt frithængende.

De foreløbige resultater tyder ifølge Banedanmark på, at området modtog i omegnen af 200 mm nedbør.

Det tal stammer fra lokale kilder og er ikke bekræftet, understreger Banedanmark, men mængden svarer til en 200-års hændelse, som baneanlægget ikke var bygget til at modstå.

Havde bestået tjek

I rapporten kan man også læse, at Banedanmark, der ejer alle jernbaner, løbende holder øje med spor og andre konstruktioner. 

Det fremgår blandt andet, at den såkaldte stenkiste, der skal lede regnvand fra de omkringliggende marker og det nærliggende vandområde under og væk fra jernbanen ved Kibæk, var blevet efterset i september 2021. 

Her fandt man ingen problemer. 

- I den forbindelse er det dog vigtigt at understrege, at de foreløbige undersøgelser ikke peger på, at underføringen i Kibæk brød sammen som følge af manglende regeloverholdelse, mislighold eller manglende inspektion af anlægget, skriver Banedanmark. 

Ingen tog har kørt over de frithængende spor, understreger Banedanmark.
Ingen tog har kørt over de frithængende spor, understreger Banedanmark.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Den statslige virksomhed peger i rapporten på, at man siden 2019 har arbejdet med en klimatilpasningsstrategi, der skal sikre, at jernbanen kan håndtere store regnmængder.

- Strækningen Herning-Skjern er et af de områder, der er vurderet som sårbare ved intens bygeregn, og strækningen indgår således i dette arbejde vedr. alle afvandingselementerne, herunder stenkister, gennemløb og vandløbsbroer inden for de tildelte ressourcer, skriver Banedanmark.

På baggrund af hændelsen i Kibæk vil Banedanmark nu undersøge om der skal sættes flere penge af til klimasikring.

Efter planen åbner sporet Herning og Skjern om to uger. I starten vil tog dog være tvunget til at køre med 40 km/t.

DMI vil undersøge, om det skybrud, der hærgede i Sdr. Felding fredag den 26. august, er det voldsomste i Danmark nogensinde, skriver Jyllands-Posten.