FCM-træner melder Jesper Hansen tvivlsom mod Liverpool

Det er endnu usikkert, om landsholdskeeperen Jesper Hansen bliver klar til at spille kampen mod Liverpool.

FC Midtjylland-træner Brian Priske har en god mavefornemmelse inden tirsdagens opgør mod Liverpool på Anfield.
FC Midtjylland-træner Brian Priske har en god mavefornemmelse inden tirsdagens opgør mod Liverpool på Anfield.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det kan blive med reservekeeper Mikkel Andersen på mål for FC Midtjylland i tirsdagens opgør ude mod Liverpool i Champions League.

Jesper Hansen, der udgik med en mindre lyskeskade i lørdagens 3-2-sejr mod Brøndby, er rejst med til England, men meldes fortsat tvivlsom af FCM-træner Brian Priske.

- Jesper er med herovre, og Jesper går med på banen og træner. Og så er vi lidt klogere, når træningen er overstået, siger Priske inden mandagens træning på Anfield.

Priske understreger, at han er tryg ved Mikkel Andersen, som kom ind og var med til at vende stillingen 0-2 til 3-2-sejr over Brøndby i lørdagens superligakamp.

- Jeg er super tilfreds med Jesper. Han har præsteret godt for os i mange år. Men vi kender også Mikkels kvaliteter, og han har været klar, når vi har haft brug for ham i den sidste lange periode.

- Det viste han også i lørdags. Så jeg er fuldstændig komfortabel, hvis det ender med, at det er Mikkel, der skal ind og stå, siger Priske.

FCM frygter intet

FCM-træneren satser på at kunne forbedre indsatsen fra den første kamp i Champions Leagues gruppespil. Den endte med et nederlag på 0-4 til Atalanta.

- Lige nu er mavefornemmelsen god. Vi glæder os alle sammen til at komme ud og få noget græs under fødderne og mærke banen og stadion. Og så handler det om at levere tirsdag aften, siger Brian Priske.

Ajax er det sidste hold i gruppen, og FCM vil gerne undgå en rolle som prygelknabe.

- Vi frygter ikke noget. Selvfølgelig er vi realistiske. Vi kan ikke løbe fra, at vi var med i den sidste pot, da der skulle trækkes lod. Sådan er det.

- Når det er første gang, du deltager i gruppespillet i Champions League, så ligger du nederst i hierarkiet. Og der er risiko for, at du er oppe imod gode modstandere, som på dagen kan gøre ondt på alle hold. Også os.

- Men vi frygter overhovedet ikke noget. Vi går optimistisk ind til samtlige kampe med stor tro på vores egne evner, siger Priske.

Han ønsker at få elimineret de mange fejl, FCM-spillerne begik imod Atalanta med dumme boldtab og placeringsfejl.

- Vi ved godt, at skal vi have et godt resultat med herfra, så skal alle mand præstere på deres maksimale, fastslår Priske.

Tirsdagens opgør går i gang klokken 21 på Anfield.