FCM kan sikre DM-guldet på torsdag

Med endnu en udesejr har FC Midtjylland bragt sig selv i en position, hvor en sejr på MCH Arena torsdag aften mod de forsvarende mestre fra F.C. København, sender guldet til Herning.

Anders Dreyer, Awer Mabil og Erik Sviatchenko jubler efter scoring under superligakampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland på Farum Park, søndag den 5 juli 2020.
Anders Dreyer, Awer Mabil og Erik Sviatchenko jubler efter scoring under superligakampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland på Farum Park, søndag den 5 juli 2020.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland sikrede sig i dag den 15. udesejr af 16 mulige i denne sæson, da et frispark fra Anders Dreyer blev rettet af af anfører Erik Sviatchenko og strøg ind bag FC Nordsjællands keeper.

Og 1-0 sejren er nok til, at FC Midtjylland nu på torsdag hjemme på MCH Arena i Herning kan snuppe klubbens tredje danske mesterskab, uanset hvordan det går FCK senere i aften i Aarhus.

Anfører Erik Sviatchenko måtte kort efter scoringen udgå, da han fik en bold i hovedet. Og på vej i omklædningsrummet fik han sagt til TV 3 Max, at han ikke kunne se ret meget, og derfor var det ikke forsvarligt, at han blev på banen.

En anden, der også måtte forlade banen før tid og helt sikkert går glip af guldbraget på torsdag, er midtbaneprofilen Frank Onyeka, der få sekunder før tid fik sit andet gule kort og dermed rødt efter klammeri med den tidligere FCM-spiller, Mads Døhr Thychosen.

De kan smage guldet i FCM

Man skal helt tilbage til maj sidste år for at finde det seneste udebane-nederlag til FC Midtjylland.

Med sejren i Farum fører FC Midtjylland nu med 14 points ned til F.C. København på andenpladsen. FCM har fem kampe tilbage, mens FCK mangler seks kampe.

Der er lagt op til, at omkring 3.500 tilskuere får adgang til guldbraget torsdag aften i Herning.