En navigator blev Draginjas redning

Da Draginja Djuric i sommer fik konstateret kræft fik hun tilknyttet en navigator. Uden hende ville Draginja Djuric have svært ved at tackle sygdommen.

Draginja Djuric (t.v.) og hendes navigator, Ulla Gohr (t.h.).
Draginja Djuric (t.v.) og hendes navigator, Ulla Gohr (t.h.).
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Det kan være svært at håndtere en kræftdiagnose, og alt hvad det indebærer. Ikke mindst hvis man i forvejen er sårbar. Derfor har Kræftens Bekæmpelse tilknyttet navigatorer. En slags kontaktperson og hjælper for personer, der har det svært under en kræftsygdom.

Navigatoren hjælper med alt fra lægebesøg til at holde styr på informationerne, som patienten får i forbindelse med sin sygdom.

En navigator blev bosniske Draginja Djuric' redning.

- Selve diagnosen kommer som et chok, og man kan ikke samle tankerne, og det kører bare rundt, siger kræftpatienten fra Herning.

I sommer fik hun kræftdiagnosen og hurtigt tilknyttet sin navigator Ulla Gohr, hvilket var lige hvad, Draginja Djuric havde brug for.

- Når tankerne kommer, har man ikke tid til at tænke ordentligt. Man går i panik, og det første, man gør, er at tage telefonen og ringe til den første person, man kommer i tanke om, og det er faktisk navigatoren, som altid er i nærheden, fortæller Draginja Djuric.

Stort behov for navigatorer

Navigatorer som Ulla Gohr arbejder frivilligt og afsætter omkring tre timer om ugen til en patient.

- Draginja har mest brug for, at man tager med til lægen, så der er to, der hører, hvad lægen siger. Men det kan være mange ting, man hjælper med, siger Ulla Gohr.

Behovet for navigatorer er stort. Lige nu har de i Kræftens Bekæmpelse i Herning tilknyttet otte, som hver har en eller flere patienter. 

- Vi vil gerne mindske den sociale ulighed i kræftbehandlingen. Vi ved, at flere af de sårbare patienter kunne give op. Vi ønsker at støtte patienterne, så den enkelte patient kommer bedst muligt igennem deres kræftforløb, fortæller Tanja Skov, der er koordinator hos Kræftens Bekæmpelse i Herning.

For sårbare kræftpatienter kan det nemlig være afgørende, at de har en uvildig person ved deres side til at hjælpe med det praktiske.

- Det betyder meget fordi, det giver en tryghed og sikkerhed, så man ikke føler sig alene i hele sygdomsforløbet, siger Draginja Djuric.

Det er da heller ikke kun patienten, der får noget ud af forløbet. Slet ikke hvis man som Ulla Gohr selv har haft kræft. 

- Det er også til gavn for mig selv, at jeg kan bruge noget af det, jeg kan, og hvis det kan være til gavn for dem, så gør det også mig glad, siger navigatoren Ulla Gohr. 

Navigator-tilbuddet er en af de aktiviteter, der får del i årets Knæk Cancer indsamling.

2:30
Kræftens Bekæmpelse har navigatorer, der skal hjælpe sårbare patienter igennem et kræftforløb.