Bevæbnede personer anholdt for indbrud

Der var gevinst, da politiet standsede en bil, der tidligere er set ved Black Armys klublokaler i Herning. De anholdte er nu sigtede for at stjæle seks jagtvåben i en villa i Sdr. Omme (arkivfoto).

250315BlackArmy.jpg

Tre mænd og en kvinde fra Herning, Brande og Odense er nu sigtet for indbrud og overtrædelse af våbenloven, efter at de tirsdag formiddag blev anholdt i en bil på Sdr. Ommevej i Brande.

De fire personer kørte i en bil, som ifølge politiet tidligere er set i tilknytning til gruppen Black Armys klublokaler i Danmarksgade i Herning - men om det så betyder, at de anholdte alle er medlemmer af Black Army er stadig usikkert.

- Men jeg kan sige, at vores patruljer tidligere har set personerne komme i klubhuset i Danmarksgade, siger Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning til tvmidtvest.dk.

Politiet fandt i alt syv jagtvåben med tilhørende ammunition i bilen. Våbnene stammer ifølge politiet alle fra et indbrud i en villa i Sdr. Omme tirsdag formiddag.

Politiet har tidligere udtrykt bekymring over, at Black Army har slået sig ned i Herning. Black Army er andre steder i landet - blandt andet i Odense - blevet sat i forbindelse med kriminalitet, og politiet har over for TV MIDTVEST bebudet, at man vil holde nøje øje med gruppen.

Opdateret klokken 11.55:

De fire sigtede blev onsdag formiddag alle varetægtsfængslet i fire uger, da de blev fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Herning. De tre mænd nægtede sig skyldige, mens kvinden erkendte indbruddet men nægtede våbenbesiddelse.

Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Flere unge mænd var mødt op i retten for at støtte de sigtede.