Aulum-virksomhed bag ny opfindelse: Nu kan du genbruge badevandet til toiletskyl

Med en ny opfindelse kan du i fremtiden spare mange penge ved at bruge badevandet til toiletskyl.

2:01
Hernings borgmester, Dorte West (V), sammen med Mogens Jeppesen, direktør i Green Box.

Hver eneste dag ryger flere millioner liter rent drikkevand ud sammen med menneskers efterladenskaber, når vi skyller ud i toilettet. Det gavner hverken klima, miljø eller pengepung. 

Men det problem har virksomheden Green Box fundet en løsning på. Systemet blev i dag præsenteret på virksomheden i Aulum under overværelse af Hernings borgmester, Dorte West (V). 

Genbrug sparer penge

Opfindelsen går i al sin enkelhed ud på at opsamle, rense og gemme dele af det vand, vi bruger, når vi tager bad under bruseren. På den måde kan det brugte badevand, der gemmes i en beholder, bruges til toiletskyl fremfor nyt, rent vand. På den måde vinder både miljøet og husejernes økonomi. 

- Vi sidder med et system, der sparer danskerne for et vandforbrug på 27 procent. Hvis man veksler det til kroner, så er det 2800 kroner om året for en familie på fire personer, siger Mogens Jeppesen, der er direktør i Green Box. 

Systemet koster 10.000-12.000 kroner, og ifølge direktøren har det tjent sig hjem på cirka fire år og seks måneder med en gennemsnitlig vandpris. 

- Vi kan egentlig ikke forstå, at der ikke er nogen, der har opfundet det før, for det er lige i skabet. Man sparer penge, og vi skåner miljøet, og vi har lavet et utroligt driftssikkert system, som man faktisk ikke skal røre ved. Så vi kan ikke se nogle udfordringer ved at anvende systemet, siger han.

En prototype på opfindelsen er her monteret på bagsiden af et badeværelse. Badevandet fra bruseren opsamles og sendes via det grå plastikrør op i boksen, hvor det renses og gemmes, indtil der bliver trukket ud i toilettet på den anden side. Når det sker bliver vandet fra boksen sendt afsted og brugt til skyllet.
En prototype på opfindelsen er her monteret på bagsiden af et badeværelse. Badevandet fra bruseren opsamles og sendes via det grå plastikrør op i boksen, hvor det renses og gemmes, indtil der bliver trukket ud i toilettet på den anden side. Når det sker bliver vandet fra boksen sendt afsted og brugt til skyllet.

Lange bad og ekstra toiletskyl er indtænkt

Helt konkret pumpes vandet fra bruseren op i en boks, hvor det filteres og renses for bakterier, forklarer virksomhedens udviklingschef, Filip Rosenberg. 

- Og så spalter vi det salt, som vi har skyllet af kroppen, og det danner vi klor ud af. Det er med til at holde bakterievæksten så langt nede, så det næsten nærmer sig drikkevandsniveau igen. Vandet gemmer vi i tanken, indtil det skal bruges til skyl, siger han. 

Han uddyber desuden, at systemet er lavet med et overløb, hvor vandet render ud af tanken igen, hvis man tager mange, lange bade og dermed opsamler meget vand. 

Omvendt er der også tænkt over, at systemet kan suppleres med almindeligt vand, hvis man eksempelvis har mange gæster og derfor mange flere toiletskyl. 

Tanken er ikke helt enestående. Der findes allerede enkelte lignende systemer, men der er en væsentlig forskel på dem og Green Box' opfindelse, mener udviklingschef Filip Rosenberg.

- Ofte er de opbygget meget komplekst med enormt mange komponenter og styring, og det betyder, at priserne på det giver en rigtig lang tilbagebetalingstid.

7:49
TV MIDTVEST har tidligere været forbi Green Box i forbindelse med serien Fast Arbejde.

Taler ind i bæredygtig tankegang

Idéen til systemet udspringer af et ønske om at passe på drikkevandet. Samtidig går opfindelsen rigtig godt i spænd med Herning Kommunes øgede fokus på bæredygtighed. Derfor var det en begejstret borgmester, der var på besøg i Aulum fredag formiddag. 

- Jeg er rigtig glad for, at nogle af vores lokale virksomheder går med på den dagsorden, og vi skal hylde de virksomheder, som er med til at finde de nye grønne løsninger. 

- Jeg synes, at det er et rigtig godt system. Jeg tror også, at det giver en rar følelse for forbrugeren, at man kan genbruge det vand, man bruger i husholdningen hver eneste dag, lød det.

Virksomheden håber selvfølgelig, at opfindelsen bliver en succes. 

- Vi ser det som om, at det sidder i alle danske hjem indenfor en årrække, siger Mogens Jeppesen. 

Et drømmescenarie kunne være, at systemet eksempelvis blev lovpligtigt i visse byggerier. Og det kan borgmesteren måske være med til at fremme. 

- Vi kan helt sikkert være med til at påvirke vores politikere på Christiansborg og være med til at vise nogle af de løsninger, som vores virksomheder allerede har gang i. Og det kan jo også nå et endnu højere niveau, for der er også standarder for EU, som også kan være med til at sætte en standard for EU som helhed, siger Dorte West (V).