34-årig i livsfare igen

Manden som tirsdag aften blev stukket ned i Herning er igen i fare for at dø.

200111knivstik2.jpg

Det ser skidt ud for den 34-årige mand fra Herning, som tirsdag aften fik skåret halspulsåren over under tumult i Skuret i Danmarksgade.

- Der er tilstødt komplikationer i forbindelse med, at lægerne i dag har taget ham ud af den respirator han blev lagt i, fortæller efterforskningsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, Michael Kjeldgaard.

Manden blev efter operationen tirsdag aften lagt i kunstigt koma, og hans tilstand blev i går betegnet som stabil, men nu kæmper han igen for sit liv. 

To anholdt

To mænd på 28 og 29 år blev anholdt efter knivstikkeriet og sigtet for forsøg på manddrab. Grundlovsforhøret blev i går holdt for lukkede døre, men den 28-årige blev varetægtsfænglet i fire uger, mens den 29-årige fik lov at gå.

Skuret, hvor overfaldet fandt sted, er et tilholdssted for folk med misbrugsproblemer.