29-årig i kritisk tilstand: Faldt 15 meter ned fra stillads

En ulykke udspillede sig tirsdag eftermiddag på Haraldsgade i Herning, da en 29-årig mand faldt 15 meter ned fra et stillads.

Den 29-årige mand faldt 15 meter ned fra et fladt tag under demontering af et stillads.
Den 29-årige mand faldt 15 meter ned fra et fladt tag under demontering af et stillads.
Foto: Presse-fotos.dk

En 29-årig mand er i kritisk tilstand efter at være faldet ned fra et stillads på Haraldsgade i Herning.

Manden var på arbejde ved et kontorbyggeri, da ulykken skete, og han faldt ud over kanten. Og der var langt ned.

- Vidner siger, at han faldt 15 meter ned. Han er overført med lægehelikopter til sygehuset i Skejby, siger Ole Vanghøj, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST.

Anmeldelsen kom til politiet via 112, og det vides endnu ikke præcist, hvordan ulykken skete.

Idet politiet ankom, var deres opgave blandt andet at beskrive de forhold, der gjorde sig gældende i øjeblikket for ulykken.

- Arbejdstilsynet har været på stedet, og de tager over herfra og ser på, om der har været overtrædelser af arbejdsmiljøet, siger Ole Vanghøj til TV MIDTVEST.

Mandens pårørende er underrettet af arbejdsgiveren.