13-årige Jesper elsker brætspil: - Sjovt fordi man skal bruge hjernen

I Sinding er brætspillet PARTNERS så populært, at der bliver holdt turnering i spillet. 13-årige Jonas Oue Gammelager var med som deltager.

13-årige Jesper Oue Gammelager har brugt søndagen på at spille brætspillet PARTNERS.
13-årige Jesper Oue Gammelager har brugt søndagen på at spille brætspillet PARTNERS.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Jesper Oue Gammelager er vild med at spille brætspil, og derfor har han valgt at bruge sin søndag til brætspilsturnering i Sinding ved Herning i stedet for at sidde foran computeren derhjemme.

Sammen med sin kammerat har han brugt eftermiddagen på at dyste mod forskellige modstandere i brætspillet PARTNERS.

- Jeg spiller det rigtig meget med min familie, og så spurgte min ven Valdemar, om jeg ville med, og det ville jeg selvfølgelig rigtig gerne.

- Jeg synes, det er sjovt, fordi man skal bruge hjernen, og man skal arbejde sammen. Det handler om at finde den rigtige strategi og måde at spille spillet på, siger Jesper Oue Gammelager.

En avanceret omgang Ludo

PARTNERS kan vel bedst beskrives som en avanceret form for Ludo, hvor man bruger kort i stedet for terninger. Sammen med en partner, handler det om at samarbejde for at få alle brikker i mål. 

Jesper Oue Gammelager er ikke den eneste, der har fået øjnene op for det farvestrålende spil, som hurtigt har bredt sig. I dag bliver der blandt andet arrangeret DM i spillet.

Den ihærdige brætspiller har dog ikke den store erfaring med at deltage i turneringer endnu.

- Det er første gang, så det er fedt at spille sammen med en masse andre, lyder det fra Jesper Oue Gammelager.

Det er i år anden gang, der bliver holdt PARTNERS-turnering i Sinding.

1:50