25.000 ventes at hylde Vingegaard: Sådan kommer du frem til den gule fejring i Glyngøre

Der kommer mange mennesker. Rigtig mange. Derfor melder politiet nu ud om, hvordan man bedst muligt kan forberede sig på den gule fest i Glyngøre.

Sådan så det ud, da Jonas Vingegaard blev fejret i Glyngøre for et år siden.

Der kommer pres på vejene i og omkring Glyngøre, når bysbarnet Jonas Vingegaard torsdag vender hjem til den helt store fejring. 

Derfor kommer politiet nu med en opfordring til de op til 25.000 mennesker, der ventes at deltage i fejringen, og den er klar; kør hjemmefra i god tid.

Både politiet og Hjemmeværnet vil være til stede ved fejringen i byen, hvis infrastruktur ikke bygget til de mange gæster.

- Vi forventer ikke kaos, men der vil være en del trafik. Det er jo ikke en by, der er beregnet til, at der kommer 25.000 lige her og nu, så selvfølgelig vil det give nogle trafikale udfordringer, siger Allan Laustsen, leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Sallingsundbro kan give problemer

Fejringen kommer til at foregå samtidig med, at Sallingsundbroen er under renovering, og det kan give lidt ekstra trafikale udfordringer, melder politiet.

- På grund af renovering af Sallingsundbroen er der i øjeblikket kun ét spor åbent, og det vil skabe en trafikal flaskehals henover broen, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.

Herudover skal man som festgæst forberede sig på, at det kun er beboere og folk med særligt behov, der må parkere i bymidten.

Bilister vil ifølge politiet blive guidet til parkeringsområder ved Hedelund/Hedevej syd for byen og ved Durupvej/Elmevej mod nord. Herfra er der arrangeret shuttlebusser, som vil køre i rundfart fra p-pladserne til festpladsen i tidsrummet fra klokken 13.30 til 20.

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer alle til at køre hjemmefra i god tid og samtidigt væbne sig med tålmodighed. Det kan ifølge ordensmagten være en god ide at have vand med i bilen.

Til gengæld skal du lave hunden blive hjemme. Det er nemlig ikke tilladt at have dyr med på festpladsen. 

Arrangørerne oplyser også om afspærringer, parkeringsarealer om meget andet på fejringens hjemmeside.

1:52
Politi og hjemmeværn er i fuld gang md at lægge planer, der skal få trafikken til at køre så glat som muligt, når Jonas Vingegaard skal fejres.