Velfærdsteknologien vinder frem: Giver mere nærvær og tid med borgerne

Danmark er blandt de førende i verden, når det kommer til implementeringen af velfærdsteknologi. Det ses blandt andet i Viborg, hvor et besøg af hjemmeplejen let klares over skærmen.

4:58
Christina Vestdam oplever, at det giver tid og overskud at besøge borgerne gennem videoopkald.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

- Goddag Trine, lyder det med begejstring i stemmen fra Christina Vestdam, der er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Viborg.

Pensionist Trine Nielsen er netop dukket op i et videoopkald på hendes iPad på kontoret. På den måde overstår de dagens besøg, der ellers ville kræve en tur til Trine Nielsens bopæl.

Hos hjemmeplejen i Viborg er de blevet en slags danmarksmestre i digitale besøg. En løsning der frigiver hænder, fordi den sparer de travle ansatte for mange minutter på landevejene - og så giver det mere tid og luft i hverdagen.

- Det giver mig noget ro og noget overblik. Jeg synes egentlig også, jeg har mere tid sammen med borgeren ved at tage sådan et skærmopkald. Selvom de fysiske besøg stadig er en del af pakken, så giver skærmen af og til mere nærvær, siger Christina Vestdam.

- Vi er mere til stede, vi render ikke rundt og skal ordne alt mulig andet. 

Det er også, det pensionisten Trine Nielsen, der sidder på den anden side af skærmen, oplever.

- Man kan godt mærke, at der bliver lidt mere tid til at snakke på den måde, siger hun.

Pensionist Trine Nielsen er glad for at møde hjemmeplejen over skærmen.
Pensionist Trine Nielsen er glad for at møde hjemmeplejen over skærmen.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Karina Helena Rogvi, der også jævnligt gør brug af hjemmeplejen, oplever heller ikke, at kvaliteten af plejen forringes af, at kontakten er digital.

- Tværtimod. De ringer til mig 3 gange om dagen - morgen, middag og aften . Og hvis de kan se, at jeg måske ikke har den bedste dag, så er de bare lynhurtige til at komme og banke på min dør, siger hun.

Teknologi som redning for velfærden

I Danmark er vi blandt de førende i verden, når det kommer til at bruge teknologi til at løfte opgaverne i vores velfærdssamfund. Det fortæller Kristian Kidholm, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

I Midt- og Vestjylland er der gang i 310 indsatser på området, og de digitale borgerbesøg er blot en ud af 43 indsatser, der foregår i Viborg Kommune.

Og vi kommer kun til at se flere af den slags teknologiske løsninger i fremtiden, mener professoren.

- Det digitale gør en masse muligt, og det gælder også på sundheds- og velfærdsområdet, siger han.

- Der er mange sygehuse, der i dag har transportrobotter, der kører rundt med sengetøj og blodprøver og sådan noget. Så det fungerer og kører i dag, og det er jo i virkeligheden bare det, vi skal have opskaleret og udbredt.

Implementeringen er altså i fuld gang, og velfærdsteknologien kan hjælpe med at frigive hænder i et presset velfærdssamfund. Men der skal arbejdes med de teknologiske løsninger, og de skal bruges rigtigt, understreger Kristian Kidholm.

- Ambitionen og satsningen er rigtig, men man skal passe på med at tro, at vi bare kan pille det ned fra hylderne og sætte det i stikkontakten, og så kører det, siger han.

Robotterne kommer

Den teknologiske udvikling glæder Tanja Murphy, der er distriktsleder i hjemmeplejen i Viborg Kommune. Hun oplever, at det digitale understøtter det faglige, og at udviklingen er værd at fortsætte.

- Men vi skal også drøfte, hvad der giver mening, fordi det er jo borgeren og borgerens behov, der er i fokus, siger hun.

Tanja Murphy, der er distriktsleder i hjemmeplejen i Viborg Kommune, fortæller, at de er langt med den teknologiske udvikling i Viborg Kommune.
Tanja Murphy, der er distriktsleder i hjemmeplejen i Viborg Kommune, fortæller, at de er langt med den teknologiske udvikling i Viborg Kommune.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Distriktslederen nævner medicindispensering som eksempel på et område, hvor teknologien kan hjælpe med at opfylde borgernes behov. Og netop det har de erfaring med i Holstebro Kommune. 

Her kan et samarbejde med Løveapoteket om deres dosispakkemaskine potentielt frigive mere end et årsværk, fortæller Helle Laursen, der er centerleder i Holstebro Kommune.

Hun oplever, at den hjælpende hånd fra robotten skaber glæde og gavn hos borgerne.

- Vi har fået flere tilkendegivelser fra dem om, at de kommer til at leve et mere frit og selvstændigt liv, fordi de ikke skal sidde hjemme og vente på at sygeplejen kommer og dispenserer de her piller, siger hun.

På hjemmeplejekontoret i Viborg er Christina Vestdam en smule i tvivl om, hvorvidt hun ønsker at have robotter rendende som kolleger. Men erfaringerne med online besøg hos borgerne har gjort hende åben overfor nye tiltag, der kan hjælpe i en presset hverdag.

- Lige nu, når man hører det, lyder det (robotterne, red.) jo specielt. Men jeg vil sige, at jeg er åben for det – fordi vi bliver flere ældre, og vi får færre ressourcer, siger hun.