Stor mangel på pædagoger: Børnehaver slås om de samme uddannede medarbejdere

Om syv år vil der mangle 26.000 kommunalt ansatte, men allerede nu er der mangel på pædagoger. I flere institutioner i Herning er andelen af uddannede pædagoger nede på 35 procent.

Helle Søndergaard Christensen har været pædagog i 24 år. På sit arbejde i BørneOasen i Lind savner hun flere uddannede kolleger, som hun kan sparre med.
Helle Søndergaard Christensen har været pædagog i 24 år. På sit arbejde i BørneOasen i Lind savner hun flere uddannede kolleger, som hun kan sparre med.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Børnehænder på stribe er godt smurt ind i fingermaling på BørneOasen i Lind, hvor Helle Søndergaard Christensen er pædagog. 

- Du har malet med næsten hele din krop, du, siger hun, mens hun hjælper en børnehavedreng med at få malingen væk med vand og sæbe ved håndvasken.

Når hun både skal have tid til læringsaktiviteter, leg og alt det praktiske, så er der nok at holde styr på for Helle Søndergaard Christensen, selvom hun har 24 års erfaring som pædagog. 

Hun mangler uddannede kolleger, som hun kan sparre med om det pædagogfaglige arbejde. 

Helle Søndergaard Christensen ville ønske, at hun havde flere uddannede pædagogkolleger i BørneOasen. - Jo flere pædagoger vi er til at udvikle på læringsmiljøerne, jo bedre udvikling skulle der gerne ske, siger hun.

- Lige nu står vi i den udfordring, at vi mangler pædagoger til en stilling, som vi ikke har kunnet få nogen ansat til. Vi løser det ved at ansætte uuddannede i en periode. De gør alt, hvad de kan og er rigtig kvalificerede, men den pædagogfaglige sparring, mangler vi, fortæller pædagog Helle Søndergaard Christensen.

Tre forsøg uden ansættelse

Hele tre gange har BørneOasen haft den samme pædagogstilling slået op, men stillingen er stadig ikke blevet besat, fordi institutionen ikke har kunnet finde kvalificeret arbejdskraft.

- Vi oplever lige nu, at når vi har ledige stillingsopslag, så er ansøgerfeltet blevet mere end halveret, fortæller Lenette Holzendorff Pedersen, der er leder i Børneoasen i Lind.

Og BørneOasen er langt fra den eneste institution, der mangler uddannede medarbejdere.

Ifølge Kommunernes Landsforening vil der i 2030 være brug for 24.000 flere ansatte alene i kommunerne, fordi der både kommer flere børn og flere ældre, der får brug for hjælp.

Samtidig bliver de arbejdsdygtige årgange mindre, og derfor er forventningen, at der vil være 2.000 færre medarbejdere i kommunerne sammenlignet med i dag. Det betyder, at der i alt vil mangle 26.000 ansatte om syv år.

Slås om de gode pædagoger

Pædagoger er en af de faggrupper, der allerede nu mangler hænder. 

I flere institutioner i Herning Kommune er andelen af uddannede pædagoger nede på 35 procent og i gennemsnit ligger den på 54 procent.

- Vi slås om de gode pædagoger, der er på tværs af kommunegrænser - og også internt i kommunen, hvor vi gerne vil have fat i de dygtige pædagoger alle sammen, fortæller Lenette Holzendorff Pedersen, der er leder i Børneoasen i Lind.

Leder i BørneOasen Lenette Holzendorff Pedersen er bekymret over, at det er så svært at rekruttere uddannede pædagoger til institutionen.
Leder i BørneOasen Lenette Holzendorff Pedersen er bekymret over, at det er så svært at rekruttere uddannede pædagoger til institutionen.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Hun hører, at pædagogstuderende bliver headhuntet til jobs, allerede inden de er færdiguddannede. Samtidig er der færre, der bliver uddannet til pædagog i det hele taget.

- På vegne af min institution og profession bliver jeg bekymret, fordi jeg tænker, at vores fag er rigtig vigtigt for samfundet som helhed. Hvis vi skal holde hjulene kørende, så er pædagoger vigtige, for vi skal kunne få passet vores børn, lyder det fra BørneOasens leder i Lind.

Søren Frøstrup-Agger er leder i Børnehusene Ellebæk i Holstebro.
Søren Frøstrup-Agger er leder i Børnehusene Ellebæk i Holstebro.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Løsning kan være flere meritpædagoger

Samme bekymringer og udfordringer er der i nabokommunen Holstebro. 

- Det er rigtig svært at skaffe uddannede pædagoger. Når vi slår stillinger op, er ansøgerfeltet ikke ret bredt, siger Søren Frøstrup-Agger, der er leder i Børnehusene Ellebæk i Holstebro.

Hans oplevelse er, at det er de samme pædagoger, som institutionerne i Holstebro kæmper om at få indenfor døren. 

Derfor gør lederen alt, hvad han kan for at fastholde de medarbejdere, han har – også dem som ikke er uddannede. 

En af dem er Sanne Hjort, som lige nu er pædagogmedhjælper i Børnehusene Ellebæk. Men snart starter hun på merituddannelsen til pædagog. Den er et halvt år kortere en den almindelige pædagoguddannelse, og man kan tage uddannelsen, mens man er i arbejde.

- Jeg ville faktisk have læst økonomi, men så fik jeg stillet den her enestående mulighed for at læse pædagogen på merit. Det var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg kunne godt bruge noget faglighed i mit arbejde, fortæller hun.

Sanne Hjort regner med at fortsætte med at arbejde som pædagog i Børnehusene i Ellebæk, også efter hun er færdig med sin pædagoguddannelse.
Sanne Hjort regner med at fortsætte med at arbejde som pædagog i Børnehusene i Ellebæk, også efter hun er færdig med sin pædagoguddannelse.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

På meritstudiet kommer Sanne Hjort til at få løn under uddannelse. Samtidig har alle på holdet erfaring fra faget i forvejen. Begge ting betyder noget for hendes valg. 

Hun håber, at flere som hende griber chancen for at uddanne sig til pædagog, ellers kan hun godt frygte konsekvenserne.

- Det ender med, at der ikke er pædagoger tilbage til at være i institutionerne, og så bliver det kun uuddannet personale, der er nødt til at være til sidst. 

- Det ville være synd for vores børn, at vilkårene skal forringes mere, end de allerede er, siger Sanne Hjort.