Fra Tanke til Handling til Business

Mille har startet en gårdbutik på fire hjul

Da Mille Kristensen ikke kunne finde egnede lokaler til sin kommende gårdbutik, måtte hun finde en anden løsning. Det endte med, at hun skaffede en varevogn i stedet.

10:37
Mille Kristensen fra Klitmøller havde egentlig planer om at åbne en lille økologisk butik med lokale råvarer. Men hun kunne ikke finde ledige lokaler der egnede sig – og i stedet blev det en løsning på fire hjul. Milles startup-virksomhed Thy Kassen leverer friske grøntsager lige til døren.

Der bliver pakket grøntsager til den store guldmedalje hos Thy Kassen udenfor Thisted. Alting skal være klar til få timer senere at blive læsset ind i en varevogn og kørt direkte hjem til kunderne.

Mille Kristensen startede den lille iværksættervirksomhed sidste år, og den er baseret på en helt enkel ide: at levere lokale, friske og økologiske råvarer til lokale abonnenter hver uge.

Hun kalder selv konceptet for en online gårdbutik.

- Drømmen var jo til at starte med at lave en lille økologisk butik, men i og med at jeg bor i Klitmøller, så var det lidt svært at få fat i lokaler. Jeg måtte rive ideen ned og sige ”Hvad kan vi så gøre?”, fortæller Mille Kristensen.

Løsningen blev at finde en varevogn, som er blevet basis for Thy Kassen, der leverer grøntsagskasser direkte til forbrugerne. 

Lokale råvarer bliver pakket på institution

Grøntsagerne kommer fra en hel stribe leverandører rundt omkring i Thy, og kasserne bliver pakket på Elmelund, som er en institution for sentudviklede unge.

Det samarbejde passer perfekt med Milles visioner, og ifølge hende er det en ren win-win for begge parter:

- Elmelund har udsatte unge, som enten sidder fast i arbejdsmarkedet eller ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, så man skal teste af, hvad de kan. Og det hænger fint sammen med Thy Kassen, fordi vi har muligheden for at danne en meningsfuld arbejdsplads sammen med dem. På den måde hænger vi sammen. Jeg kører en rigtig bæredygtig virksomhed, og får så også det sociale element ind, siger Mille Kristensen.

Institutionen Elmelund bygger også de trækasser, der bliver bragt ud til kunderne hver uge.

Institutionen Elmelund bygger de trækasser, der bliver bragt ud til kunderne hver uge.
Institutionen Elmelund bygger de trækasser, der bliver bragt ud til kunderne hver uge.
Foto: Niels Gorm Andersen

Håber på 200 kasser om ugen

Thy Kassens første sæson i 2020 gik bedre end forventet. Mille Kristensen havde et forsigtigt succeskriterium på 40 abonnenter, men da sæsonen sluttede, havde hun rundet 100 faste kunder.

Nu skal thyboerne så lokkes ind i butikken igen ovenpå en lang vinter. Ugens ordrebog lyder på 64 kasser, men håbet er, at hun inden sommeren er ovre kan levere til 200 abonnenter hver uge.

Mille Kristensen kører selv ud til alle kunderne med de friskpakkede kasser, og selv om bruger mange timer på projektet, så har hun et deltidsjob ved siden af som skolelærer.

- Jeg håber da, at jeg kan komme til at leve af det, og det tyder det også på. Men jeg vil hellere være én, der har gjort noget godt for miljøet end én, der har tjent en masse penge, siger hun.

Under alle omstændigheder har hun ikke noget besvær med at betegne sig selv som en vaskeægte iværksætter.

- Jeg synes da helt bestemt, jeg er iværksætter, i og med at jeg har skabt og fået en ide, som er ud over alt andet der eksisterer. Bare det at åbne en købmandsbutik er jo et eller andet sted også iværksætteri, men jeg føler i hvert fald selv, at jeg er rimelig godt med på iværksætterrollen, siger Mille Kristensen.