Fortæl mig om...

Ét opkald og nye organer reddede Camillas liv: Nu er hun på vej tilbage til livet

Sygdom og ventetid har været et vilkår i en stor del af 22-årige Camilla Tindal liv. Nu har en re-transplantation givet hende livet tilbage.

Camilla Tindal har endnu engang fået ny lever, nye tarme og ny bugspytkirtel, og i dag har hun det godt og er klar til at tage hul på er normalt ungdomsliv.
Camilla Tindal har endnu engang fået ny lever, nye tarme og ny bugspytkirtel, og i dag har hun det godt og er klar til at tage hul på er normalt ungdomsliv.
Foto: Vibeke Nipper, TV MIDTVEST

En sommernat i 2022 fik Camilla Tindal fra Herning et opkald, der kom til at ændre hendes liv for anden gang. 

Hun er født med en kronisk tarmsygdom, og allerede som fem-årig var hun så mærket af sygdommen, at hun blev indstillet og godkendt til en multiorgandonation i England. 

En multiorgantransplantation er yderst kompliceret, og Camilla Tindal var det første barn i Danmark, der fik ny lever, nye tarme og ny bugspytkirtel i en operation. 

Hun fik nogle gode år og levede i perioder et normalt børne- og ungdomsliv. Men infektioner i leveren tog til. Camilla Tindal var igennem adskillige indlæggelser og sygdomsforløb, og i 2019 stod det klart, at hun skulle transplanteret igen.


Blandede følelser

Camilla Tindal blev tilknyttet Cambridge University Hospitals i England, som er et af de få steder i verden, der har erfaring med multiorgan re-transplantationer. 

Efter talrige undersøgelser blev hun endnu engang godkendt til transplantation og kom på igen på venteliste. 

- Det var hårdt. Jeg var så bange for, at de ville ringe. Jeg havde ikke på nogen måde lyst til at skulle transplanteres. Jeg kunne slet ikke se mig ud af den kæmpestore operation, og jeg vidste hvor svært, det havde været første gang. Jeg var bange for, om jeg ville overleve. Det kan måske være svært at forstå, men jeg håbede faktisk, at de ikke ville ringe, fortæller Camilla Tindal.

Nye organer

Efter tre år på ventelisten var Camilla Tindal ved at være klar, hun blev mere syg og kunne mindre og mindre. 

En sommernat i 2022 kom opkaldet. Der var nye organer klar til hende. Kort tid efter sad hun i en flyver på vej til England. 

- Jeg tror aldrig, jeg har grædt så meget. Jeg var virkelig, virkelig bange. Men min indstilling havde også ændret sig. Jeg var nået dertil, hvor jeg tænkte, det skal bare komme nu, for jeg har ikke tid til at vente mere, forklarer hun.

Hun fik endnu engang ny lever, nye tarme og ny bugspytkirtel, og i dag har hun det godt og er klar til at tage hul på er normalt ungdomsliv. 

-Jeg vil gerne ud og prøve at have et rigtigt arbejde, det har jeg ikke haft mulighed for,  og jeg skal også ud og rejse, det er jo også noget, man ikke kan, når man står på venteliste, og så skal jeg også starte på uddannelse. Alt det har jeg i mange år skubbet fra mig, fordi jeg jo ikke vidste, om det blev mig, forklarer Camilla Tindal.

Camilla Tindal deler ud af sit liv og sine oplevelser på sin Instagram-profil. Se den ved at klikke nedenfor.

Se hele afsnittet om Camilla Tindals multiorgantransplantation her, som er et ud af fem afsnit i serien 'Fortæl mig om...'.