Konservativ kandidat vil have lægeuddannelse til landsdelen: Vil gøre Gødstrup til et universitetshospital

Dina Raabjerg ønsker bedre lægedækning i det midt- og vestjyske. Her skal en ny lægeuddannelse spille en hovedrolle. Regionsrådsformand bakker op om idéen.

Dina Raabjerg sidder i byrådet for Det Konservative Folkeparti, har tidligere stillet op til EU-valget og er nu folketingskandidat for partiet. En af hendes mærkesager er at få en lægeuddannelse til det midt- og vestjyske.
Dina Raabjerg sidder i byrådet for Det Konservative Folkeparti, har tidligere stillet op til EU-valget og er nu folketingskandidat for partiet. En af hendes mærkesager er at få en lægeuddannelse til det midt- og vestjyske.
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Flere læger og i sidste ende mere vækst. Det er hovedtankerne bag den idé, den konservative folketingskandidat Dina Raabjerg nu spiller ud med.

Dina Raabjerg vil have en lægeuddannelse til det midt- og vestjyske. Enten kunne Aarhus Universitet i Herning være et bud, eller også skal uddannelsen ligge på det nye regionshospital i Gødstrup.

- Det betyder ikke så meget, om det skal være i Herning, eller om det skal være i forlængelse af Gødstrup. Først og fremmest er det vigtigt, at vi får mulighed for at uddanne læger, siger den konservative politiker.

Socialdemokrat støtter idé

Dina Raabjerg sidder i byrådet i Ikast-Brande Kommune og stiller op til Folketinget. Her i valgkampen præsenterer hun så en idé, der tidligere har været diskuteret.

Formanden for Region Midtjylland, socialdemokraten Anders Kühnau, har nemlig tidligere talt med blandt andre Aarhus Universitet om muligheden for at lave en lægeuddannelse i det midt- og vestjyske.

Lige nu er der dog ingen forhandlinger.

- Der var ikke den tilstrækkelige vilje til, at det skulle blive til noget. Jeg tror ikke, jeg vil sige mere om det. Jeg har sådan set været positiv over for idéen, men det kræver, at der er mange, der synes, det er en god idé, fortæller Anders Kühnau (S).

Regionshospitalet Gødstrup rummer 145.000 kvadratmeter, og hvis det står til en konservativ folketingskandidat kan det også godt blive universitetshospital.
Regionshospitalet Gødstrup rummer 145.000 kvadratmeter, og hvis det står til en konservativ folketingskandidat kan det også godt blive universitetshospital.
Foto: Regionshospitalet Gødstrup

Regionsrådsformanden tror på, at samspillet mellem et nyt, stort hospital i Gødstrup og dele af en lægeuddannelse i det midt- og vestjyske vil styrke mulighederne for at tiltrække læger. Det gælder både til den private familielæge og til hospitalet.

- Det er klart, at det formentlig vil være med til at styrke rekrutteremulighederne, siger Anders Kühnau.

Samme toner lyder fra professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg. For det betyder noget, hvor uddannelserne ligger.

- Helt generelt viser data, at folk i rimelig høj grad bliver i de områder, de bliver uddannet, siger professoren, der arbejder hos VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Professor: Hel uddannelse er urealistisk

Professoren mener, at det ikke er realistisk at få en hel lægeuddannelsen rykket vestpå. I stedet bør man samarbejde med for eksempel Aarhus Universitet om tilbyde de studerende, at de kan læse nogle enkelte semestre i Herning eller Gødstrup.

Den model kender man allerede fra Køge og Esbjerg.

- Forestillingen om at lave et fuldt lægestudie i Gødstrup eller Herning er ret langt fra virkeligheden, siger Jakob Kjellberg.

Regionsrådsformand Anders Kühnau ser da også enkelte semestre som den mest oplagte løsning.

- Det kunne man godt forestille sig. Det vil ikke være utænkeligt, og det vil heller ikke være utænkeligt i forhold at sikre en god lægedækning i den vestlige del af regionen, siger han.

Universitetshospital Gødstrup?

Så når Dina Raabjerg taler om lægemangel som en grund til at genoplive debatten om lægeuddannelsen i landsdelen, får hun altså til dels opbakning.

Hvert år udpeger regionerne områder, som er lægedækningstruede. Det er områder, hvor det er svært at få en fast familielæge.

I Region Midtjylland er Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Struer og Skive kommuner særligt udfordret, mens man i Nordjylland også finder problemer i dele af Vesthimmerlands, Thisted og Morsø kommuner.

C
164521-d8652907.jpeg
Dina Myrup Raabjerg
Det Konservative Folkeparti
Se profilside

For at løse de udfordringer fokuserer Dina Raabjerg på et nyt medicinstudie. Men hun håber på endnu mere. Hospitalet i Gødstrup skal blive et universitetshospital.

- Hvad skal vi ellers med et supersygehus? Så kunne det jo lige så godt være et lille hospital. Der er et stort opland, en masse patienter og ansatte.

- Vi skal have et medicinstudie og så bygge det op til rent faktisk at få læger og noget af væksten længere mod vest. Min ambition er, at vi skal gøre Gødstrup til universitetshospital, men den er nok lidt sværere at lande end at få et medicinstudie, siger Dina Raabjerg.

Formand: Navn ikke vigtigt

Om hospitalet skal hedde Regionshospitalet Gødstrup eller Universitetshospitalet Gødstrup er dog ikke det, der fylder så meget hos regionsrådsformand Anders Kühnau.

- For mig er det ikke vigtigt, hvad det hedder, men der skal være et tilbud om en del af uddannelsen, som skal have en høj kvalitet, siger Anders Kühnau.

Han påpeger, at Danmark skal skrue op for antallet af speciallæger. I dag er der cirka 16.000 speciallæger. I 2040 får vi brug for 24.000: en stigning på 50 procent.

Ikke bange for sognerådspolitik

Men på den anden side er der også analyser som peger på, vi måske får brug for mange læger i 2040, fortæller han.

Tilbage står derfor spørgsmålet til en million kroner: Når nu vi har uddannelsesstationer i Køge og Esbjerg, og den fulde lægeuddannelse i Aalborg er gået fra at uddanne 50 til 150 ad gangen, har vi i Danmark så brug for og plads til flere steder at uddanne læger?

- Det er det centrale spørgsmål. Det skal vi have undersøgt, siger Anders Kühnau, der også er formand for Danske Regioner.

- Hvis vi sammenligner med resten af verden, er det jo ikke, fordi vi mangler uddannelsessteder. I stedet for at oversvømme markedet med en masse læger, kunne man se på, hvordan man laver en hensigtsmæssig fordeling af de læger, der er, siger Jakob Kjellberg.

Dina Raabjerg er dog ikke så bekymret. Hun tror på, det kan lade sig gøre og er ikke bange for at kæmpe sin sag for en lægeuddannelse:

- Jeg tror faktisk på, det kan lykkes. Jeg tror ikke, det bare er en dum mærkesag. Jeg kan mærke, at der kommer positive vibrationer.

- Jeg er ikke for fin til at være sognerådspolitiker. Det er vigtigt for mig, at jeg arbejder for den landsdel, jeg stiller op i, siger folketingskandidaten, siger Dina Raabjerg.