Inger Støjberg fik flest stemmer i det vestjyske – alligevel er hun trist

Inger Støjberg er godt tilfreds med sit eget valg, men hun ærgrer sig over, at det borgerlige Danmark led et knæk.

Inger Støjberg har haft et valg, der kun er de færreste politikere forundt.

For med intet mindre end 28.420 personlige stemmer er den nu tidligere udlændinge- og integrationsminister den absolut største stemmesluger i det midt- og vestjyske.

Det er dog alligevel en bittersød fornemmelse, hun står med dagen efter valget, fortæller Inger Støjberg selv.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg har fået så mange stemmer, men jeg er trist over, at det borgerlige Danmark ikke formåede at vinde regeringsansvaret, men sådan er det jo så.

Forklaringen kan muligvis findes i Dansk Folkepartis tilbagegang, mener Støjberg.

- Det kan jo desværre være fordi, det ikke gik Dansk Folkeparti så godt som ved det seneste valg. Når jeg siger det sådan, er det fordi, det er en rigtig god samarbejdspartner til mig og nogle rigtig gode venner. Derfor er det lidt trist, lyder det. 

Kan ikke vælge og vrage mellem opgaver i Venstre

Det er kun Lars Løkke Rasmussen (40.745), der har scoret flere stemmer i Venstre end Inger Støjberg. Det betyder dog ikke, at Skivekredsens varmeste politiske navn nødvendigvis kan vælge og vrage mellem opgaverne i Venstre.

- Det tror jeg nu ikke, jeg kan. Men det er klart, jeg har nogle områder, som jeg rigtig gerne vil arbejde med, siger Inger Støjberg.

I første omgang vil hun dog fokusere på at kvittere for vælgernes tillid.

- Det er klart, når man får så mange stemmer, så hviler der også et stort ansvar på ens skuldre. Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at forvalte de stemmer, jeg har fået, på bedst mulig vis.

På landsplan ligger Inger Støjberg nummer fire på listen over valgets største stemmeslugere. Det fulde overblik kan du få herunder.

TOP 10 PERSONLIGE STEMMER VED FOLKETINGSVALGET 2019

Tema

Folketingsvalg 2019


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Politik.