Kristina har oplevet det ubærlige: Mistede sin storebror i en soloulykke

- Kunne du da for helvede ikke bare have kørt ordentligt. Alle de gange jeg har sagt det til ham. Det er os, der står tilbage, det er gået ud over.

Kristina Vestergaard står ved sin brors gravsted på kirkegården i Holstebro.

Til april er det 13 år siden, hun mistede sin storebror, Kenneth. 25 år gammel blev han dræbt i en soloulykke ved en afkørsel på Herningmotorvejen.

På vej hjem fra Silkeborg, hvor han havde hentet sin nye drømmebil.

- Det var en BMW-cabriolet, som han havde glædet sig helt vildt til at vise os. Men Kenneth kom aldrig hjem. Han har haft alt for meget fart på, og det er også det, der står i politirapporten, fortæller Kristina Vestergaard og tilføjer:

- På Herning Sygehus får vi den forfærdelige besked, at han er død. De gjorde alt, hvad de kunne, for at redde hans liv, men efter en time måtte de give op.

Ikke kun sin storebror

Kristina Vestergaard mistede ikke kun sin storebror - men også sin bedste ven. Og familien Vestergaard blev reduceret fra fem til fire: mor, far, Kristina og lillebror Lasse. På hver sin måde var de i en krisetilstand.

- Det første halvår var jeg i en choktilstand og havde knap nok overskud til at stå op om morgenen. Det eneste, det handlede om, var, at holde hovedet oven vande, fortæller hun.

Tabet ramte alle i familien hårdt, men det faktum, at de sørgede på forskellige måder, blev en stor udfordring.

- Man hører ofte folk sige, at et dødsfald samler familien. Det synes jeg ikke var tilfældet. Det var svært at rumme hinandens sorg i sorgen, selvom man burde være den allerbedste til at forstå. Når man har mistet et familiemedlem, skal man jo finde en vej i det nye liv, man skal skabe. Det var rigtigt svært, fortæller Kristina Vestergaard og tilføjer, at for hende handlede det om at finde sin egen plads i sorgen.

- Da jeg fandt den, kunne jeg bedre rumme de andre, og i dag er vores kernefamilie sammen igen i en endnu stærkere udgave.

- Sorgen går aldrig væk. Vi har lært at leve med den. Men i dag kan vi smile og snakke om Kenneth alle sammen. Det kunne vi ikke de første år. Vi blev for kede af det.

Del af en sorggruppe

Kristina blev af en psykolog opfordret til at gå ind i en sorggruppe, hvilket hun ikke var meget for. Men det viste sig at blive den bedste beslutning.

- Her fik jeg lov til at vende de tusindvis af spørgsmål, der rodede rundt oppe i mit hoved. Hvor bliver man af, når man dør? Tror jeg stadigvæk på Gud? Gjorde det ondt på Kenneth? Er han en skytsengel i dag? Ved han godt selv, hvad han har gjort ved os?

- Altså nogle af de ting, det kunne være svært at tale med min mor, far og bror om, siger hun.

Selvom hun i sorggruppen fik talt ud, var det stadig svært for hende at komme videre.

- Hvad er meningen med, at min livsglade bror på 25 år ikke skulle være her mere. Han havde hele livet foran sig. Og hvad er meningen med, at det her skulle ramme min i forvejen lille familie? Der er jo ingen mening, forklarer Kristina Vestergaard.

Deler sine erfaringer og følelser med andre

Et opslag på Facebook fra Rådet for Sikker Trafik blev et nyt vendepunkt. 

Her søgte man efter ambassadører, der ville tage ud på erhvervs- og produktionsskoler og fortælle om, hvordan det er at være pårørende til en trafikdræbt. Kristina Vestergaard meldte sig, og hun har nu i 11 år holdt foredrag for unge fartglade mennesker.

- Der har jeg fundet en snert af den mening, som jeg har manglet. Nemlig at prøve at redde andre for at ende i samme situation som min familie. Bare jeg kan forhindre, at én familie ikke skal igennem det her, så er det alle 11 års arbejde værd. At kunne være med til at redde menneskeliv betyder vanvittigt meget for mig, siger hun.

Siden ulykken er familietid blevet opprioriteret. De første år rejste hele familien sammen ud i julen. På den måde blev det lidt lettere at håndtere, at Kenneth manglede.

- Vi giver også hinanden flere krammere og sætter ord på vores kærlighed til hinanden. Meget mere end vi gjorde før.