Lemvig giver den fuld biogas: Biogas hitter – og i Lemvig kickstartede de eventyret

Biogas bliver mere og mere populært, og det er en udvikling, som man i Lemvig har været med til at drive frem.

2:26
Niels Bjerre er formand for Lemvig Biogas. Her har man i årtier været med til at gøre biogas til en del af el- og varmeforsyningen.
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

I mange år var det ildelugtende affald, men i højere og højere grad bliver gylle også til noget, der giver grønnere el og varme.

For biogas vinder frem, og i Lemvig har de skubbet på den udvikling.

I Lemvig giver de den nemlig fuld gas - fuld biogas.

For første gang udgør biogas over 30 procent af det samlede gasforbrug i danske husstande. Det gavner både klimaet og gør os mindre afhængige af russisk gas.

I Lemvig har landmænd og lokalpolitikere i årevis været foregangsmænd. For omtrent 30 år siden gik deres arbejde med at udbrede biogassen for alvor i gang.

- Biogas har en endnu større relevans nu end for 30 år siden. Man vil have grøn energi, siger bestyrelsesformanden for Lemvig Biogas, Niels Bjerre.

Gylle som guldgrube

I begyndelse var det nemt at få gylle og affald fra slagterier og minkfodercentralerne.

- Alt, hvad der er biologisk, kan vi putte i vores biogasanlæg. Der er kommet mange flere biogasanlæg nu, så fra at vi kunne få alt det, vi skulle bruge, konkurrerer vi nu med andre anlæg, siger Niels Bjerre.

Alle forbrugere i Lemvig kan få dækket deres el-forbrug fra biogasanlæggene. Samtidig bidrager biogas også til fjernvarmen.
Alle forbrugere i Lemvig kan få dækket deres el-forbrug fra biogasanlæggene. Samtidig bidrager biogas også til fjernvarmen.
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

Gylle er altså blevet lidt af en grøn guldgrube for landmændene, fordi den kan blive brugt til biogas. Det kommer også forbrugerne til gode.

- De motorer, vi har tilknyttet biogasanlæggene hos Lemvig Biogas, dækker elforbruget hos alle forbrugere i Lemvig Kommune, siger bestyrelsesformanden for Lemvig Biogas, Niels Bjerre.

Politiker: Superbillig varme

På rådhuset glæder man sig da også over, at lokale landmænd og politikere for 30 år siden kunne se et potentiale i at gøre gylle anvendelig som biogas. 

I sidste ende har det givet el og varme til Lemvig-borgerne.

- Vi har superbillig varme i området, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune.

Venstremanden tror på, at biogassen kan give endnu flere gevinster for Lemvig fremover.

Nyt anlæg på vej

Der er allerede planer om endnu et biogasanlæg i Lemvig.

Samtidig skyder nye power-to-X-anlæg op rundt om i landet. Her kan biogassen få en helt ny rolle i fremtidens energisystem, mener politikeren.

- Vi vil se, at det vil give helt nye muligheder med en helt ny erhvervsudvikling, hvor man også tænker biogas langt bredere end at det bare er noget, der giver billig varme, siger Steffen Damsgaard.