Drømmehjem

Oldes gamle hytte har fået nyt liv – men det er stadig primitivt

Familien Hald Kamp kunne godt have bygget sommerhus på mere end 47 kvadratmeter, men for dem er det vigtigst at være tæt sammen i sommerhuset, som betyder noget helt særligt.

Huset er bygget vedligeholdelsesfrit, så kun ganske få ting skal laves, når familien er der.
Huset er bygget vedligeholdelsesfrit, så kun ganske få ting skal laves, når familien er der.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Lise Hald Kamp har et helt særligt forhold til sit og familiens sommerhus ved Spøttrup.

Det var hendes bedstemors, og hun er kommet der, siden hun var helt ung, så der er masser af minder.

- Min bedstemor kørt herhen med grydekylling og kringle, og jeg har holdt ungdomsfester her, hvor vi tog solbad på taget og gjorde alt det, som var lidt forbudt, fortæller hun.

Hun overtog det, da bedstemoren døde, og hun havde håbet, det kunne renoveres. Men det var simpelthen for slidt og råddent.

Sådan så det gamle sommerhus ud, som blev bygget i 1952.
Sådan så det gamle sommerhus ud, som blev bygget i 1952.
Foto: Privatfoto

Så hun og hendes mand har fået bygget et helt nyt – dog på samme sokkel. Så det er ikke større end det gamle, og det vil sige kun 47 kvadratmeter, selv om de er en familie på fem.

- Vi ville virkelig gerne have beholdt det gamle, hvis vi kunne. Det var lille, primitivt og hyggeligt. Det ville jeg gerne bevare, for vi skal være sammen, når vi er i sommerhus. Vi skal ikke lukke en dør og være i hver vores rum. Vi har ikke brug for mere plads, siger hun.

Allan og Lise Kamp foran det nye sommerhus, som arkitekten Tina Switzer har tegnet. Parret tog det for første gang i brug i pinsen i år.
Allan og Lise Kamp foran det nye sommerhus, som arkitekten Tina Switzer har tegnet. Parret tog det for første gang i brug i pinsen i år.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Indretningen er anderledes

Godt nok er sommerhuset lige så stort som det gamle, men indretningen og værelsesfordelingen er anderledes. Men mange af møblerne og tingene fra Lises bedstemors gamle sommerhus er flyttet ind igen.

- Vi kan alle køre i IKEA og købe nyt, men jeg kan godt lide, at det fortæller en historie om et andet levet liv. Så vi har renoveret køkkenskabet, som hang i udhuset, kaffefilterholderen er flyttet med, spisebordet og stolene var også i min bedstemors gamle hus og det var natlamperne også.

Lises bedstemors gamle skab er blevet renoveret og malet lyserødt og bliver nu brugt som køkkenskab.
Lises bedstemors gamle skab er blevet renoveret og malet lyserødt og bliver nu brugt som køkkenskab.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Det er kun et par måneder siden, familien to sommerhuset i brug for første gang. Lises søn har døbt sommerhuset Oldes hytte, og det navn hænger fortsat ved.

- Jeg håber mine børn vil overtage det engang, så jeg også kan blive oldemor her.

Der er ingen sofa i sommerhuset. I det gamle var der også en bænk, så det skulle der være igen, bare i form af en alkove.
Der er ingen sofa i sommerhuset. I det gamle var der også en bænk, så det skulle der være igen, bare i form af en alkove.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Fjordudsigt fra alle værelser

Det var vigtigt for familien at få naturen ind, og derfor er der fjordudsigt fra alle senge.

- Udsigten er hele omdrejningspunktet for, hvordan huset ser ud. Vi har naturen både i forgrunden og baggrunden, og det er helt fantastisk.

Parrets tre børn sover på samme værelse i sommerhuset - de har alle udsigt til fjorden.
Parrets tre børn sover på samme værelse i sommerhuset - de har alle udsigt til fjorden.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Familien bor i Vedersø tæt ved Vesterhavet, men det her område kan noget helt andet. På marken lige uden for går heste, og lidt længere væk kan man se Gyldendal Havn og Limfjorden.

- Der er bare noget med naturen her. Fjorden kan noget, og ændrer sig konstant. Der er træer og dyr i forgrunden og kun 300 meter til fjorden. Der er virkelig en dejlig udsigt. Der er rigtig gode badestrande og også iskiosk og restaurant, så vi behøver ikke mere.

Se mere fra sommerhuset ved Spøttrup i videoen nedenfor, hvor vi også besøger et andet lille sommerhus ved Oddesundbroen.

11:07
Ikke alle behøver et stort sommerhus med masser af værelser. Få kvadratmeter og en unik udsigt kan også gøre det. Lises sommerhus er kun 47 kvadratmeter, mens Janni og Birger nøjes med 36. Til gengæld knytter der sig en særlig historie til begge sommerhuse.