Afviser comeback: Trods flere opfordringer vil Søren Gade ikke i Folketinget igen

Venstres bagland har forsøgt at få fingre i Søren Gade. Men europaparlamentarikeren siger nej tak til et comeback til Folketinget. Min politiske tid på Christiansborg er forbi, lyder det.

29:33
Søren Gade afviser at genopstille til Folketinget.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Sidst Søren Gade var kandidat ved et folketingsvalg var i 2015, hvor han blev valgt i Nordjylland med 28.209 personlige stemmer.

Dengang var han den Venstre-politiker, som fik næstflest personlige stemmer - kun overgået af Lars Løkke Rasmussen, som endte med at blive Danmarks statsminister.

Syv år efter er Venstres bagland stadig klar over værdien af at kunne sætte Søren Gades navn på stemmesedlen. Og med maksimalt 15 måneder til næste folketingsvalg har flere kredse da også forsøgt at få fingre i den populære Venstremand.

- Jeg er blevet spurgt. Det skal jeg være ærlig at sige, fortæller Søren Gade.

Men svaret er nej. 

Den tidligere forsvarsminister og nuværende EU-politiker blev valgt til Folketinget første gang i 2001. Og han har besluttet sig for ikke at ville tilbage til Christiansborg.

- Jeg tror, det er her man skal kigge sig selv i spejlet og sige, at man er nået dertil i livet, hvor man skal overlade stafetten til andre. Jeg tror man med et glimt i øjet må sige, at min politiske fremtid, den har jeg bag mig, siger Søren Gade.

Men trækker det slet ikke i dig igen at blive en af de 179 folketingsmedlemmer?

- Nej. Jeg nyder at komme på Borgen. Jeg har et kontor derinde. Og jeg kan godt lide miljøet. Men jeg har siddet i Folketinget i 12 år. Jeg har været minister i seks år. Jeg har prøvet det, lyder det.

Søren Gade har siddet i Europa-Parlamentet siden 2019. Her blev han valgt med 201.696 personlige stemmer. Hans mandat i EU gælder to år endnu. Hvis han stillede op til Folketinget ville han skulle forlade posten før tid. Også derfor er et folketings-kandidatur ikke aktuelt for den 59-årige politiker.

- Hvis jeg stillede op til et folketingsvalg nu, så kunne der være nogle af de vælgere, der dengang støttede mig, og mente, at jeg skulle til Europa-Parlamentet med de holdninger, jeg nu engang har, som følte sig en lille smule skuffede, hvis jeg overlod pladsen til en anden. Og det indgår jo også i mine overvejelser. Så jeg har sagt nej tak til at stille op til det kommende folketingsvalg, understreger Søren Gade.

Genopstiller du ved EU-valget 2024?

- Jeg ved det helt oprigtigt ikke. Og det kan jeg sige, fordi jeg netop har været til møde med bestyrelsen i Nordjylland (hvor Søren Gade er opstillet, red.). Og jeg har lovet den at give besked, når jeg har truffet en beslutning og gøre det i god tid - så den kan finde en anden, hvis ikke jeg vil. Men jeg ved det helt ærligt ikke, siger Søren Gade.

Chef i Hjemmeværnet

Søren Gade sætter ord på sin politiske situation og sine fremtidsplaner i en ny udgave af det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST. 

Søren Gade medvirker i programmet i anledning af, at han den 1. marts begynder som ny kommitteret for Hjemmeværnet.

Den kommitterede er Hjemmeværnets civile chef. Søren Gade fortæller, at han selv har søgt stillingen. Og at han har været til jobsamtale hos statsministeren, finansministeren og den daværende forsvarsminister, Trine Bramsen.

- Trine Bramsen sagde efterfølgende, at de insisterede på, at det skulle være den bedste til jobbet. Og det må jeg så tro på, at regeringen mener jeg er, når den pegede på mig, fortæller Søren Gade.

Som kommitteret for Hjemmeværnet bliver det Sørens Gades opgave sammen med den øvrige ledelse at stå for Hjemmeværnets samlede virke. Blandt andet skal han stå for at rekruttere flere nye frivillige til Hjemmeværnet.

- Det er en civil chefstilling, så der ikke kun er et militært islæt, men også en civil del, siger Søren Gade.

- Det handler om at skabe et godt forhold mellem befolkningen og Hjemmeværnet og selvfølgelig Hjemmeværnet og det politiske system. Det handler om at få fortalt, hvad det er Hjemmeværnet kan. Hvordan vi får Hjemmeværnet udviklet, lyder forklaringen.

Søren Gade afløser Dansk Folkepartis Søren Espersen, der har været kommitteret for Hjemmeværnet siden november 2017.