Konservative klar med ny kandidat: Endnu en Gade sætter kursen mod Folketinget

Ole Gade - Søren Gades lillebror - bliver ny folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds.

57-årige Ole Gade er indstillet til at blive ny folketingskandidat af de konservative vælgerforeninger i Holstebro, Lemvig og Struer.
57-årige Ole Gade er indstillet til at blive ny folketingskandidat af de konservative vælgerforeninger i Holstebro, Lemvig og Struer.

En ny vestjysk politiker med det forpligtende efternavn Gade vil nu forsøge at blive valgt til Folketinget.

De konservative vælgerforeninger i Holstebro, Lemvig og Struer har indstillet Ole Gade fra Holstebro til ny folketingskandidat, og valget skal på mandag formelt godkendes af partiets bestyrelse for Vestjyllands Storkreds. 

Posten har været ledig, siden Orla Østerby i december 2020 valgte at forlade partiet for at blive løsgænger på Christiansborg.

57-årige Ole Gade er først og fremmest erhvervsmand, men sad fra 1986 til 1990 i byrådet for de konservative i den gamle Holstebro Kommune. 

Og politik ligger i høj grad til familien. Ole Gade er lillebror til Venstres medlem af Europa-Parlamentet, tidligere forsvarsminister Søren Gade.

- Jeg plejer at sige, at jeg engagerede mig i politik før ham, men vi har nu altid talt meget politik i vores familie, siger Ole Gade.

Udgangspunkt som erhvervsmand

Den nye konservative kandidat ser det som en fordel, at han kommer med en solid erfaring fra erhvervslivet.

- Jeg er erhvervsmand, og det vil også være mit udgangspunkt i mit politiske arbejde. Jeg vil kæmpe for at skabe de bedst mulige rammer for vores erhvervsliv. Vi bor i Produktions-Danmark, og det er vigtigt, at vi holder fokus på det, siger han.

Ole Gade arbejdede i en årrække for Færch Plast i Holstebro. Senere blev han koncernchef i Kongskilde Industries. Han har tidligere boet i Tyskland, men er nu tilbage i det vestjyske, hvor han blandt andet arbejder som rådgiver for flere virksomheder. Derudover er han forbrugerrepræsentant i bestyrelsen for Vestforsyning.

- Det lå ikke ligefrem i kortene, at jeg skulle engagere mig i politik, men da jeg fik en henvendelse fra vælgerforeningen i Holstebro, sagde jeg ja til at drikke en kop kaffe. Og så nåede jeg frem til, at det ville være en spændende udfordring.

Søren Gade er valgt til Europa-Parlamentet for Venstre. Nu vil hans lillebror Ole Gade forsøge at komme i Folketinget.
Søren Gade er valgt til Europa-Parlamentet for Venstre. Nu vil hans lillebror Ole Gade forsøge at komme i Folketinget.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

De Konservative har fremgang på landsplan, og for nylig viste en meningsmåling fra Megafon, at partiet står til 18,8 procent af stemmerne. Dermed skulle der være chancer for, at partiet atter kan få valgt en kandidat i Vestjyllands Storkreds ud over formand Søren Pape Poulsen.

Ole Gade tager dog intet for givet.

- Det er rigtigt, at det ser fornuftigt ud i øjeblikket, men jeg ved også, hvor hurtigt tingene kan vende i politik, siger han.