FCM-anføreren går ikke ned på udstyr

Specialdesignet hovedpude er en af Erik Sviatchenkos vigtigste rejseledsagere, når han skal være væk hjemmefra i en længere periode.

Hovedpuden er en af de ting, Erik Sviatchenko altid har med sig på tur. Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Han kommer ikke sovende til sin succes. Og så måske alligevel.

FC Midtjyllands anfører, Erik Sviatchenko, har været en af Superligaens allerstørste profiler i denne sæson, hvor han har været en af grundpillerne i FC Midtjyllands betondefensiv. En defensiv, der er en stor del af forklaringen på, at FC Midtjylland før foråret har en afstand til konkurrenterne fra FC København på fire points. 

De vigtigste ting for mig er min mobiltelefon, så jeg kan være i kontakt med min familie derhjemme.

Erik Sviatchenko

I mere end en uges tid har Erik Sviatchenko og holdkammeraterne forberedt sig til forårets 16 Superligakampe i Dubai. Her på JA Beach Hotel bor Sviatchenko på dobbeltværelse med sin uundværlige makker i forsvaret, Alexander Scholz. Og når Sviatchenko sådan er afsted i længere tid, er der ting, han aldrig rejser uden. 

Læs også FCM i Dubai: Sikker sejr i generalprøven

- De vigtigste ting for mig er min mobiltelefon, så jeg kan være i kontakt med min familie derhjemme. Derudover har jeg også brug for mine restitutionsbukser og min helt egen og særlige hovedpude, fortæller Erik Sviatchenko.

Restitutionsbukserne bliver pustet op med luft og hjælper med at drænere benene og på den måde restituerer han bedre og føler sig mere fit. Det er et godt og vigtigt værktøj for FCM-anføreren.

- En af de allervigtigste opgaver, jeg har som professionel fodboldspiller, er at passe godt på min krop. Det er den, jeg lever af, så den skal jeg sørge for at holde på toppen, og jeg skal være i den bedste forfatning. Jeg er måske ret nærdet omkring min krop. Det har jeg altid været, understreger Erik Sviatchenko. 

Og så er der den sorte hovedpude med navnet Erik Sviatchenko påsyet. 

- Den er specialdesignet. Den har en helt speciel teknologi i forhold til, hvordan man sover højt og lige så langsomt falder ned igennem den. Og så har den sådan et nano-filter, som gør, at den afviser bakterier.  Jeg kan lide at være dækket godt ind, når jeg tager afsted, fortæller Erik Sviatchenko.

Se her en video, hvor Erik Sviatchenko viser rundt på sit hotelværelse:

01:20 Luk video

- Den kan jeg ikke undvære. Søvnen er helt essentiel, når man træner og yder en stor fysisk indsats hver dag.