Zoo-ejer efter nedslående udmelding: - Der er gudskelov kommet en dato

Torsdagens pressemøde havde ikke det udfald, som indehaveren af Jyllands Park Zoo havde håbet på.

Ove Nordestgaard der ejer Jyllands Park Zoo er ærgerlig over, at de ikke er en del af genåbningen.
Ove Nordestgaard der ejer Jyllands Park Zoo er ærgerlig over, at de ikke er en del af genåbningen.
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Torsdag aften blev ikke den aften, som indehaveren af Jyllands Park Zoo, Ove Nordestgaard, havde håbet på.

Sammen med resten af landets zoologiske haver var Jyllands Park Zoo nemlig placeret i lavrisiko gruppen, og de så forsigtigt frem mod en åbning.

Sådan blev det dog ikke, da Mette Frederiksen (S) meldte ud, at det kun er dyreparker, hvor man kan køre rundt i bil, der er en del af næste trin af genåbningen af Danmark.

- Det er jo lort. Skidt. Kaos. Det er lidt af det hele. Men sådan er det, fortæller en noget slukøret Ove Nordestgaard dagen efter udmeldingen.

- Jeg er hammer skuffet. Vi ligger med en meget lav risiko, der er masser af plads her, fortsætter han. 

Efter pressemødet fortalte den ærgerlige zoo-ejer, at den fortsatte nedlukning kan blive dødsstødet for parken.

2:07
Se Ove Nordestgaards umiddelbare reaktion på pressemødet.

Ser frem mod en dato

Dog var det ikke kun dårlige nyheder, der fulgte med pressemødet torsdag aften.

- Nu er der gudskelov kommet en dato, der hedder 8. juni. Men der er jo ingen garanti, fortæller indehaveren af Jyllands Park Zoo.

Hvis smittetrykket fortsat er under kontrol, er der nemlig udsigt til, at zoologiske anlæg, hvor man kun kan gå rundt, bliver åbnet den 8. juni.

Zoo-ejeren har dog svært ved at se en god grund til, at han skal vente så længe med at genåbne parken.

- Vi synes, vi har så meget plads. Og hvis det er fordi, vi skal finde ud af, hvor mange mennesker, vi må have inde, kan vi også finde ud af det, siger han.

- Det er derfor, det er meget frustration i branchen i øjeblikket.  Vi følte, at vi lå lige til højrebenet, og pludselig bliver vi jordet igen, fortsætter han.

Parken har i alt 12 hektar land, og på en normal weekend kommer cirka 2000 besøgende igennem parken.

Kassen er tom

Jyllands Park Zoo har de seneste ti år kunne præsentere et overskud. Men pengene er ved at slippe op.

- Når man er nede på 0 kroner i omsætning, går det stærkt. Og vi har stadig masser, der skal passes af dyr og sådan, siger Ove Nordestgaard.

- Hvis vi kunne nulstille vores omkostninger, kunne vi leve med det, fortsætte han. 

Derudover har parken også kun en kort periode til at tjene penge nok til et helt år. Og især forsæsonen plejer at være god for parken. 

Derfor er Jyllands Park Zoo klar.

- Jo før vi kan åbne, desto bedre, siger indehaveren.

Parkens cafeterier er klargjort med indgang i begge ender og ekstra borde - med ekstra god plads imellem er sat op. Alle forholdsreglerne er taget.

Zoo-ejeren Ove Nordestgaard mener også, at en åbning af parken kan bidrage til samfundet.

- Der mangler kultur i åbningen. Folk skal kunne komme hjemmefra. Det er ikke kun os, der skal have en forretning, der skal køre. Folk skal også komme lidt væk fra at være spærret inde, siger han.

5:15
Både zoologiske haver og museer må vente med at åbne til 8. juni. En beslutning de har svært ved at forstå i Jyllands Park Zoo og Ringkøbing-Skjern Museum.