To virksomheder er valgt til at hjælpe med at vaccinere

To virksomheder skal hjælpe med vaccinationer, hvis staten ikke kan følge med. Ingen bød på Region Sjælland.

Der er nu fundet to private virksomheder, der skal stå for vaccination mod covid-19 i Danmark i de situationer, hvor behovet overstiger kapaciteten på de offentlige vaccinationscentre.

Virksomheden Practio har vundet udbuddet om at stå for vaccination i Region Syddanmark, mens Danske Lægers Vaccinations Service har vundet udbuddet i Nordjylland, Midtjylland og Hovedstaden.

Det oplyser Dorte Christensen, der er vicedirektør i Region Midtjylland, som står for at varetage udbuddet.

Ingen bød på Region Sjælland. Her vil der blive forhandlet videre for at finde en privat leverandør.

Kontrakterne underskrives 16. april, og fra 16. maj kan det offentlige tage den private vaccination i brug.

Kun ved overbelastning

Dorte Christensen fortæller, at de private kun skal stå for at vaccinere, hvis det offentlige ikke kan følge med.

- Det kommer an på, hvor mange vacciner vi får. Udgangspunktet er, at de her kun kommer i spil, hvis det offentlige ikke kan klare opgaven selv.

- De har trinvis opbygning af kapacitet, så de står på standby og bliver så varslet, hvis de skal i gang. De skal kunne starte med 100.000 per dag på landsplan og kunne skalere op til 300.000, siger hun.

Ifølge Dorte Christensen skal det offentlige kunne vaccinere 100.000 borgere om dagen, og de private vil altså kun blive taget i brug, hvis det bliver muligt at vaccinere endnu flere.

- Man er usikker på nuværende tidspunkt om, hvorvidt de kommer i gang. Vaccinerne er jo ikke helt kommet i den mængde, man havde håbet på.

- Det kommer også an på, hvad der sker med AstraZeneca, siger hun med henvisning til vaccinen fra AstraZeneca. 

Anvendelsen af den er i øjeblikket sat på pause, mens sundhedsmyndighederne undersøger, om der kan være en sammenhæng mellem vaccinen og et mindre antal alvorlige sygdomstilfælde og dødsfald.

- Der skal noget til, før vi kommer over de 700.000 om ugen, og så er der også mulighed for, at praktiserende læger og apoteker kan tage nogle, siger hun.

Har fået den højeste score

En udbyder kan højest stå for vaccination i tre regioner, og derfor kan Danske Lægers Vaccinations Service ikke få opgaven på Sjælland.

I stedet er Practio og to andre udbydere stadig i spil til at vinde udbuddet i regionen, fortæller vicedirektøren.

Der har tidligere været problemer med private leverandører under coronakrisen. Eksempelvis måtte det offentlige stoppe samarbejdet med lyntestleverandøren SOS International, efter at der havde været problemer med blandt andet hygiejnen og behandlingen af borgeres data.

Dorte Christensen fortæller, at de to udvalgte vaccinationsleverandører har fået den højeste kvalitetsscore. Samtidig var prisen fordelagtig, men de er ikke udelukkende valgt på prisen, siger hun.

Det offentlige har også sørget for, at man løbende vil føre tilsyn med vaccinationscentrene, fortæller hun.

/ritzau/


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Samfund.