Restauratør kan ånde lettet op – har haft fulde huse efter genåbningen

Selvom det vakte glæde i restaurationsbranchen, at der i mandags kunne åbnes igen, var flere nervøse for, om kunderne ville blive væk.

Peter Hammer, der er medejer af Restaurant Latinerly, er glad efter den første uge med gæster i restauranten igen. Foto: Allan Ødegaard.

Der er tomt hos Restaurant Latinerly i Viborg mandag morgen. Men op ad dagen skal der nok komme gang i forretningen.

Læs også Restauranterne er åbne igen: Bones holder fast i is- og salatbaren

Siden i mandags, hvor restauranter og caféer igen kunne åbne op efter corona-nedlukningen, har Restaurant Latinerly haft rigtig mange gæster.

Det fortæller Peter Hammer, der er medejer af restauranten.

- Det har været en rigtig fin første uge. Vi er i gang igen, og vi kan mærke på alle vores kunder, at de har trængt til at komme ud igen. Det er rigtig fedt, fortæller han.

Faktisk har Restaurant Latinerly haft fulde huse både fredag og lørdag.

- Vi må have 182 gæster ad gangen, og der var fyldt op til spisning begge dage. Derudover har vi haft gæster udenfor. Der har været en masse dejlige mennesker, siger Peter Hammer.

Usikkerhed om åbning

Det var ellers ikke helt uden skrubler, at restaurationsbranchen igen slog dørene op.

Det er gået rigtig fint, og bedre end jeg havde regnet med. Folk tager meget hensyn og sørger for at få sprittet af. Der har slet ikke været noget bøvl.

Peter Hammer, medejer af Restaurant Latinerly. 

HORESTA, der er en brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, meldte i midten af maj ud, at man forventede, at der ville gå en rum tid, før omsætningen i branchen var tilbage på normalt niveau.

Det skyldes blandt andet, at HORESTA vurderede, at det ikke kunne udelukkes, at danskerne ville være tilbageholdende med at gå ud igen.

På restauranten i Viborg er man imidlertid ikke længere nervøs for, om der kommer nok kunder i butikken – på trods af at der fortsat er corona-restriktioner.

- Det er gået rigtig fint, og bedre end jeg havde regnet med. Folk tager meget hensyn og sørger for at få sprittet af. Der har slet ikke været noget bøvl, siger han.

Fortsat begrænsninger

Den eneste anke fra Peter Hammer er, at restauranten fortsat kun må have åbent indtil kl. 24.00.

Læs også Regler klar til restauranter og caféer: Der skal være to kvadratmeter per gæst

- Det sætter en begrænsning på festen. Men vi kan se, at folk kommer lidt tidligere af samme grund. Festen starter lidt før, men den slutter så også brat, siger Peter Hammer.

Hos HORESTA har man ikke lavet en undersøgelse af, hvordan den første uge er forløbet blandt medlemmerne.

Men HORESTA oplever en forsigtig optimisme blandt medlemmerne.

Herfra lyder det, at danskerne har taget godt imod restauranterne efter genåbningen.

HORESTA pointerer dog samtidig, at en stor del af branchens omsætning i 2019 kom fra udenlandske gæster, der endnu ikke må lukkes ind i Danmark.

Derudover sætter forsamlingsforbuddet en stopper for selskaber og events, som også er en stor indtægtskilde for dele af branchen.  

Retningslinjer for caféer og restauranter

Erhvervsministeriet har i forbindelse med genåbningen offentliggjort retningslinjer for driften af restauranter og caféer for at forhindre smitte med coronavirus. De siger blandt andet:

  • Restauranter og caféer skal have to kvadratmeter per person
  • Hvis kunderne "i væsentlighed" står op, fordobles kravet til fire kvadratmeter per person.
  • Alle serveringssteder, der serverer mad, drikkevarer eller tobak til at nyde på stedet, skal lukke ved midnat.
  • Restauranter, caféer, værtshuse og lignende må heller ikke gennemføre aktiviteter, der kan få dem til at minde om en natklub eller et diskotek.
  • Restauranter og caféer skal fortsat respektere forsamlingsforbuddet. De må derfor ikke servere for et selskab, som er større end ti personer. Et selskab bør kun bestå af personer, som i forvejen har tæt kontakt.
  • Restauranter og caféer kan godt have flere selskaber samtidig, hvis der holdes afstand mellem dem.
  • Restauranter og caféer skal også sørge for, at gæster kan holde en god håndhygiejne.
Se mere
02:25

Indslag fra den 17. maj, hvor restauratører gjorde klar til at tage imod gæster igen. 

Luk video