Politiet måtte stoppe kræmmermarked i Bork Havn

Arrangøren af et kræmmermarked var fast besluttet på at holde marked, indtil politiet kom forbi.

Arrangørerne af Bork Havn Kræmmermarked fik ikke tilladelse til at holde marked på grund af corona.
Arrangørerne af Bork Havn Kræmmermarked fik ikke tilladelse til at holde marked på grund af corona.
Foto: Flemming Christensen

Normalt er der fra maj til september kræmmermarked hver søndag i Bork Havn. Her kan op til 50 kræmmere komme og sælge deres varer.

Søndag var det meningen, at der igen skulle gøres gode handler ved den lille havn ved Ringkøbing Fjord. Arrangøren havde ifølge Midt- og Vestjyllands Politi ansøgt om tilladelse til at afholde kræmmermarked.

- Det havde de fået afslag på på grund af corona, og det var arrangøren utilfreds med, fortæller politiets vagtchef Jan Nørum.

Derfor var betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi i går forbi Bork Havn for at tjekke om der alligevel skulle være marked.

- Vi var nede og tjekke, at de ikke fik sat det i værk. Selv om arrangørerne var utilfredse, valgte de at vente med kræmmermarkedet, så det blev ikke til nogen lovovertrædelse, siger Jan Nørum.

I dag mandag er forbuddet mod forsamlinger blevet hævet fra 10 til 50 personer.