Nye restriktioner og krav: Corona-guide hjælper kunderne i butikscenter

Nye mundbinds-regler gælder fra i dag både i butikker, centre og supermarkeder. I HerningCentret hjælper 16 corona-guider med, at reglerne bliver fulgt.

Bo Thomsen er en af i alt 16 corona-guider, der skal hjælpe kunderne i HerningCentret med at overholde alle coronarestriktionerne.
Bo Thomsen er en af i alt 16 corona-guider, der skal hjælpe kunderne i HerningCentret med at overholde alle coronarestriktionerne.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Bo Thomsen er egentlig ansat som driftsassistent i HerningCentret, men coronapandemien har ændret hans arbejdsbeskrivelse markant. Nu står der nemlig corona-guide på brystet af den gule vest, der er blevet hans arbejdstøj.

- Som coronaguide skal vi gå rundt og holde øje med, at der er sprit ved indgangene og holde øje med, at kunderne får sprittet hænderne. Og det nye er jo så, at de fra i dag også skal have mundbind på, fortæller han.

De nye mundbinds-regler gælder nemlig både i butikker, centre og supermarkeder. Og derfor har HerningCentret nu 16 af de såkaldte corona-guider til at sørge for, at alt går helt efter bogen.

Kunderne smiler bag mundbindet

Og selvom mundbindskrav er nyt for mange af os, ja så har borgerne i den midtjyske hovedstad allerede har taget reglerne til sig.

- Folk er rigtig gode til det. Jeg har faktisk kun udleveret to mundbind, ellers har folk selv haft et med.

Samme billede tegner sig i gågaden i Herning. Også her fortæller de erhvervsdrivende, at kunderne tager det med et smil – godt nok gemt væk bag mundbindet.

- Og hvis nogen så har glemt mundbindet, så har jeg et lille lager, så vi kan dele ud af dem, fortæller Charlotte Hviid, der er indehaver af butik Ostemesteren.

Charlotte Hviid er indehaver af butik Ostemesteren i gågaden i Herning. Også her er kunderne flinke til at huske mundbindet.
Charlotte Hviid er indehaver af butik Ostemesteren i gågaden i Herning. Også her er kunderne flinke til at huske mundbindet.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

I Herning Centret er der også hjælp at hente, hvis nu man skulle have glemt den lille maske. Og den nyslåede coronaguide, Bo Thomsen, trives med opgaven. Men han håber alligevel snart på at kunne vende tilbage til sit normale arbejde i centret.

- Det har været okay, det er jo sådan, det er i tiden. Men vi må håbe, det snart bliver bedre, siger han.

Danske Shoppingcentre har 17 centre i Jylland og på Sjælland. Og her oplyser man, at antallet af vagter og coronaguider er gradvist øget, siden storcentrene fik lov at genåbne i maj.

1:50