Nedlukning truer foreningslivet: Sofie kan ikke gå til gymnastik - og foreningen frygter at miste frivillige

Nu hvor samfundet endnu engang er lukket ned, frygter foreningslivet konsekvenserne. Ved den seneste nedlukning mistede de nemlig mange medlemmer og frivillige.

Sofie på 6 savner især de sjove redskaber, som træningen i hallen tilbyder.
Sofie på 6 savner især de sjove redskaber, som træningen i hallen tilbyder.
Foto: Anders Sass Meyer, TV MIDTVEST

Situationen minder meget om den, vi havde sidste år: Julestævner og daglig træning er aflyst, og sportshallerne rundt om i landsdelen står gabende tomme.

Det er noget, 6-årige Sofie Holm Friis fra Holstebro er træt af.

- Vi skulle have haft juleafslutning, så det var ret træls. Jeg håber, vi snart kommer tilbage, ligesom vi plejer, siger hun.

Udover, at det er lidt kedeligt, når for eksempel gymnastiktræningen foregår derhjemme uden redskaber, så mangler der også det sociale element, lyder det fra Lars Holm Friis, som er far til Sofie og bor i Holstebro.

- Det giver hende en følelse af at være en del af et fællesskab derovre, siger han.

Mistede 40 frivillige

Hos Vestjysk Gymnastikforening håber man også, at nedlukningen ikke trækker ud denne gang, for foreningen er stadig ikke kommet helt ovenpå efter den sidste.

Dengang mistede de en tredjedel af deres frivillige trænere.

- Vi er vant til at være 120 trænere, og nu er vi nede på 80-85 stykker, så hvor vi nogle gange har været fire trænere til et hold, så har vi kun én på nu, siger sportskoordinator Bettina Bischoff Lydersen.

Bettina Bischoff Lydersen er sportskoordinator i Vestjysk Gymnastikforening i Holstebro. Hun håber, at Sofie og alle de andre gymnaster snart kan få lov til at bruge hallen igen.
Bettina Bischoff Lydersen er sportskoordinator i Vestjysk Gymnastikforening i Holstebro. Hun håber, at Sofie og alle de andre gymnaster snart kan få lov til at bruge hallen igen.
Foto: Anders Sass Meyer, TV MIDTVEST

Problemet begrænser sig ikke til Holstebro, fortæller Per E. Østergaard fra Nørre Felding, der er formand for DGI i Vestjylland. Det er landsdækkende og kan få konsekvenser.

- Man skal have et fællesskab med dem, man træner, og hvis det skal bygges op igen fra gang til gang, så tror jeg godt, det kan blive en udfordring for de frivillige, siger han.

I Holstebro tør man hos Vestjysk Gymnastikforening ikke tænke på, at risikoen for at miste yderligere frivillige endnu engang er til at tage og føle på.

- Jeg har næsten ikke lyst til at svare, men jeg tror ikke, at vi kommer ud i det, siger Bettina Bischoff Lydersen.

Per E. Østergaard er formand for DGI Vestjylland.
Per E. Østergaard er formand for DGI Vestjylland.
Foto: Anders Sass Meyer, TV MIDTVEST