Naturkraft går på tidligere juleferie: - Det giver ikke mening at holde åbent

Fra klokken 16.00 i dag lukker Naturkraft i Ringkøbing dørene for gæsterne. Coronasituationen tvinger oplevelsesparken til at lukke før tid.

Naturkraft i Ringkøbing lukker biksen fra i dag klokken 16.00. Det giver nemlig ikke mening at holde åbent, siger direktør Peter Sand.
Naturkraft i Ringkøbing lukker biksen fra i dag klokken 16.00. Det giver nemlig ikke mening at holde åbent, siger direktør Peter Sand.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Medarbejderne hos oplevelsesparken Naturkraft i Ringkøbing får en længere juleferie i år. Ikke af egen fri vilje, men fordi det er nødvendigt.

Corona er nemlig blevet for stor en trussel, så når parken lukker som planlagt klokken 16.00 senere i dag, så åbner den først op igen den 18. januar 2022.

- Det giver ikke mening at holde åbent længere. Vi havde mange arrangementet for virksomheder, men de er aflyst. Så der er ikke meget værdi i at trække pinen, siger Peter Sand, der er direktør i Naturkraft.

Naturkraft gør brug af muligheden for at søge om lønkompensation hos staten, og ifølge Peter Sand kommer hjemsendelsen ikke til at påvirke medarbejderne på den konto.

- Det slider på en organisation, men situationen er markant bedre end sidst, fordi vi har mulighed for at få kompensation. Så der er ikke nogen, der kommer til at mærke til det. Medarbejderne får fuld løn, fortæller naturparkens direktør.

Peter Sand er fra klokken 16.00 eneste medarbejdere tilbage på arbejde.
Peter Sand er fra klokken 16.00 eneste medarbejdere tilbage på arbejde.
Foto: Fonden Naturkraft

Hård medvind

Det har da heller ikke været den nemmest start for den relativt nye virksomhed i Ringkøbing.

Da dørene blev slået op første gang i juni 2020, var det midt i en coronakrise. Så det er bestemt ikke en ukendt situation for direktøren at stå i.

- Vi har ikke prøvet andet. I 2020 kostede det os syv millioner kroner, og i år kommer vi ud med nul resultat. Det har været målet hele efteråret at komme i den situation. Det, mener jeg, er positivt i et år med undtagelsestilstand, siger Peter Sand, der i 2020 kunne invitere omkring 60.000 gæster ind, men i år må se sig tilfreds med 40.000.

Fra klokken 16.00 er han eneste medarbejder tilbage i virksomheden. Han tør ikke håbe på, at åbningsdatoen den 18. januar holder, men indtil da vil han bruge tiden fornuftigt.

- Selv om vi lukker ned, så kører der mange ting ved siden af. Men nu har jeg lidt mere tid til at fordybe mig i fremtiden. Vi er forberedt på at 2022 også bliver et hårdt år, hvor vi skal kæmpe med næb og klør. Men året efter håber vi på, at alting ser bedre ud.

I alt sendes 20 medarbejdere med fuldtidsstillinger og en håndfuld timelønnede hjem.