Minkfarm i Holstebro Kommune ramt af covid-19

I kommunen er der 111 minkfarme, og mellem 18 og 20 af dem ligger inde for 7,8 kilometer af farmen i Råsted.

En minkfarm på Blæsbjergvej 2 ved Råsted er nu ramt af corona, og derfor skal de nu have aflivet 27.000 mink.

Det skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Ikke bare det, men alle farme indenfor 7,8 kilometer bliver nødt til at gøre det samme, da det er indenfor den sikkerhedszone, Fødevarestyrelsen arbejder med.

Ib Lundgaard, der er formand for Holstebro Pelsdyravlerforening, ved ikke præcis, hvor mange andre farme der er inde for zonen, men han vurderer, at der nok er mellem 18 og 20 stykker.

- Det er frustrerende for dem, det er helt sikkert. Jeg har dyb medfølelse for dem, for det er lige før, vi skal pelse, og så går det galt, fortæller han.

TV MIDTVEST har været i kontakt med minkfarmen, men på nuværende tidspunkt ønsker de ikke at udtale sig til medierne.

Kun en uge til pelsning

Minkavlerne har været forberedt på, at coronaen pludselig kunne ramme dem, og det skete så i dag.

- Det er virkelig træls. Jeg havde håbet på det bedste, fordi dyrene fortsat spiste normalt på farmen, og der ikke var tegn på sygdom. Men det er da virkelig trist for dem, som bliver berørt, siger Ib Lundgaard til Dagbladet Holstebro Struer.

Formanden for Holstebro Pelsdyravlerforening fortæller, at avlerne ikke tør mødes på nuværende tidspunkt, og selvom det kunne være godt, at diskutere situationen ansigt til ansigt, så må det foregå over telefonen.

- Det begynder lige så stille at omringe os. Det ligger og ulmer rundt omkring, og med det smittetryk der er i befolkningen, er det jo ikke så mærkeligt, siger Ib Lundgaard.

Formanden fortæller, at de fleste avlere skal pelse deres dyr indenfor halvanden uge og nogen allerede i næste, så smitten kommer på et meget ubelejligt tidspunkt.

- Det er jo klart, at vi var på tæerne, og det er jo ikke blevet mindre nu. Jeg tror folk isolerer sig nu, for der skal pelses om halvanden uge og nogen starter midt i næste uge, siger han.