Styrelse politianmeldt for mulig smittespredning på minkfarm

Minkavlere frygter at Fødevarestyrelsen bærer smitte rundt på farme. Derfor politianmeldes styrelsen nu.

Bæredygtigt Landbrug har meldt Fødevarestyrelsen til politiet.
Bæredygtigt Landbrug har meldt Fødevarestyrelsen til politiet.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Bæredygtigt Landbrug politianmelder tirsdag Fødevarestyrelsen på vegne af en minkbedrift.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Bæredygtigt Landbrug.

Det sker, fordi minkavlere frygter, at styrelsens kontrollanter har spredt smitte på de danske minkfarme.

Ifølge Flemming Fuglede Jørgensen, der er formand i Bæredygtigt Landbrug, er det eksempelvis efter simpel tjek af indhegning, at der efterfølgende er konstateret coronasmitte i de pågældende besætninger.

- Minkavlerne er aktive og lukker lynhurtigt deres farme ned. Så kommer statens kontrollanter og tiltvinger sig adgang. Man skal jo holde sig væk, når der er coronasmitte, siger han.

Mandag var 149 minkfarme ramt af coronasmitte, skrev Fødevarestyrelsen på Twitter. 24 af dem har allerede fået aflivet deres besætning.

Ifølge Flemming Fuglede Jørgensen, "er det forfærdeligt", hvordan minkerhvervet bliver behandlet i øjeblikket.

- Man ødelægger et erhverv. Da erhvervet gav allerflest penge til den danske statskasse, bidrog det med 13,6 milliarder. Og vi skal jo have penge i kassen, siger han.